Læsning i lækre træomgivelser

0

Træ kan bruges til både bøger og bygninger. I Indonesien har et arkitektfirma lavet et godt miks af de to og har skabt et såkaldt mikrobibliotek lavet af lokale træarter.

Af

Hvordan får man befolkningen i en større indonesisk by, hvor læsning ikke bliver betragtet som en særlig sjov aktivitet, til at tilbringe masser af tid på det lokale bibliotek?

Man bygger selvfølgelig et mikrobibliotek i træ – komplet med trægynge og det hele – som udover gode bøger også byder på svimlende flot arkitektur og skæve påfund, der får læsningen til at glide lettere ned.

Det er arkitektfirmaet SHAU, der udover Indonesien har kontorer i Holland og Tyskland, som står bag det særprægede bibliotek, som har træ written all over.

Bortset fra fundamentet og enkelte andre ting, er nærmest hele herligheden nemlig lavet af lokalt, FSC-certificeret træ.

Gynge af træ

Udover at være bibliotek fungerer den smukke bygning også som multifunktionelt samlingssted for byens borgere.

Biblioteket er bygget som et traditionel rumah panggun (”hus på stylter”). På jorden er der er lavet en tribune af træ med plads til mange forskellige aktiviteter som foredrag og filmvisning, og det er også her, en af de helt store attraktioner findes: Den store gynge lavet af træ.

Oppe i selve biblioteket er en del af gulvet skiftet ud med et net, som børn (og voksne) kan ligge og slænge sig i, mens de læser gode bøger og samtidig kan ses og tale med deres forældre fra pladsen nedenfor.

Træet er lokalt

Den diamantformede facade er også af træ og giver mindelser om den lokale mytiske figur Warak Ngendog. Biblioteket er opkaldt efter den drageskællede sagnskikkelse og hedder Warak Kayu – kayu betyder træ på indonesisk.

Der er brugt forskellige typer af træarter og træprodukter i bygningen. Fælles for al træet er, at det er bæredygtigt plantet og fældet i overensstemmelse med SVLK (Sistem Verificasi Legalitas Kayu – Indonesian Legal Wood), og 95 procent af træet er FSC-certificeret. Træet er høstet i det centrale Kalimantan og derefter sendt til videre bearbejdning på en lokal fabrik.

Alle træelementerne er præfabrikeret på fabrikken i Semarang og herefter transporteret cirka 20 minutter til byggepladsen. Det har betydet mindre støj og støv og generelt en mere miljøskånsom byggeproces, som oven i købet har været både hurtig og præcis.

Til søjler og bjælker er brugt Bangkirai-træ, mens forskellige former for krydsfiner af Meranti er brugt andre steder i bygningen. Bangkiari er tropisk hårdttræ med høj vandafvisning og bruges ofte til udendørs møbler.

Mon ikke Warak Kayu kan få gang i boglæsningen – ellers kan bibliotekets gæster i hvert fald nyde omgivelserne og duften at træ.

Kilde: SHAU
Fotos: SHAU og KIE

Modtag gratis nyt om træ:

SKRIV EN KOMMENTAR

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Felter markeret med * skal udfyldes.

Træ.dk på Facebook

Vi deler historier, foto og videoer af skov, træ og træprodukter.

Nyhedsbrev

Få gratis nyheder om træ og træprodukter direkte i din indbakke.

Tilmeld nyhedsbrev

TRÆ.DK

Egebækvej 98
DK-2850 Nærum