“Naturen har givet os alle svarene på forhånd”

0

Seks skarpe om træ til...

Af

…arkitekt Jens Martin Suzuki-Højrup fra tegnestuen Det Levende Hus. Jens Martin har arbejdet i over fire år som arkitekt i Japan, hvor han stiftede bekendtskab med de klassiske biobaserede byggemetoder.

1. Vil du med dine egne ord kort fortælle, hvad Det Levende Hus er?

Det Levende Hus er en tegnestue, som arbejder med biobaseret byggeri med inspiration fra dansk og japansk arkitektur.

Vi startede i 2021 med at fokusere på nybyggeri, men nu begynder vi at trække viden ud fra nybyggeriet til også at lave tilbygninger eller renoveringer.

For os er det vigtigt, at når man vælger en bolig bygget i biobaserede byggematerialer, så skal den være mere holdbar, sund, kreativ og i en bedre kvalitet end et konventionelt byggeri.

Et vigtigt punkt for os er også at få folk til at bo på færre, men mere kloge og fleksible kvadratmeter, så vores bolig kan følge os igennem alle livets faser. At bo på færre kvadratmeter er ikke et kompromis, men åbner op for nye og mere kreative måder at skabe en bolig på.

2. Hvorfor vil du gerne arbejde med træ?

Det er nemt og let at bygge med og giver mig kreativt og æstetisk en masse friheder.

Oveni giver det mig en positiv oplevelse at arbejde med den slags biobaserede byggematerialer, da de har en positiv påvirkning på os mennesker og naturen omkring os. Min fortælling omkring mit arbejde bliver bedre og større, ved at jeg arbejder med biobaserede byggematerialer.

Da Det Levende Hus tilbage i 2021 sammen med firmaet Naturbolig udviklede Skovhuset, dykkede vi ned i, hvordan vi kunne konstruere en træbygning ved hjælp af præfabrikation. Vi startede med et blankt stykke papir og så på alt fra udviklingen af etagedækket på skruefundament, lamelspær med stor spændvidde uden anvendelse af stål, facade og tagkassetter og til hvordan alt dette nemmest muligt kunne pakkes på en lastbil og blive monteret på en byggeplads.

Det var en øjenåbner for, hvor vigtigt tværfagligt arbejde er i den kreative proces.

Skovhuset i Helsinge har en LCA på 5.3 kilo CO2 og er bygget i 90% biobaserede byggematerialer. Foto: Profile

Det Levende Hus arbejder på projekter over hele landet sammen med forskellige samarbejdspartnere og har siden 2021 fået opført fem privatboliger i biobaserede byggematerialer med LCA´er helt ned til 5.3 kilo CO2 ækv/m2/år – her i Helsinge på Sjælland. Flere projekter er på vej rundt omkring i landet. Foto: Profile

3. Hvad, synes du, er det mest overraskende ved træ?

At man kan bygge næsten alt med materialet. Det er et byggemateriale, som vi mennesker altid har anvendt og kan blive ved med at udvikle på ved at kombinere det med nye metoder eller teknologi.

Træ er også med til at skabe en forbindelse til naturen, som vi mennesker er en uløselig del af og ofte glemmer i vores travle hverdag.

Træ er en af naturens mest geniale organismer, som skaber ilt og opsamler CO2, og samtidig kan vi bruge det som materiale til huse, inventar og andre produkter. Intet, vi mennesker nogensinde har opfundet eller konstrueret, kan gøre dette på én gang.

Naturen har givet os alle svarene på forhånd med mange biobaserede byggematerialer omkring os, og vi er nu endelig ved at få øjnene op for, at svarene har ligget foran fødderne på os hele tiden.

Nogle tror, at man ikke kan bygge med træ i det danske klima, fordi her er for fugtigt. Af mange opfattes træ som et materiale, der skal vedligeholdes, men det skal alle byggematerialer – der er ikke er noget, som er vedligeholdelsesfrit. Alt påvirkes af fugt, sol, vind, kulde og varme.

Folk skal vænne sig til, at ting skal være vedligeholdelsesvenlige, og når træ er implementeret korrekt, er det ret nemt at vedligeholde eller reparere.

4. Hvordan har synet på træ ændret sig over de senere år – set med dine øjne?

I de seneste årtier har vi gemt træet væk, fordi alle overflader æstetisk skulle være ensartet. Hvis der skulle være træ, skulle det være helt ensartet og perfekt. Lyse og ensartede overflader var det som folk søgte, og naturens uensartede udtryk passede ikke ind i folks syn på det perfekte hjem, men der er sket en opblødning i den seneste tid.

Der ses nu så småt en bevægelse tilbage til at dyrke det naturlige og personlige udtryk i vores boliger. Der må igen godt være knaster og naturlig variation i overflader.

Denne udvikling vil fortsætte, og vi vil se en ny æstetik komme frem, hvor vi dyrker det naturlige mere, da det har mere personlighed og virker unikt.

Du kan stort set løse alt med kun træ som materiale i et byggeri, ved at bearbejde det på forskellige måder eller anvende forskellige træsorter.

I Japan har de udtryk, der hedder “Wabi-sabi”, hvor man finder skønheden i det uperfekte, ufuldkomne og forgængelige. Det er en dyrkelse af naturen og det enkle i hverdagen.

Denne tilgang er også den, som vi er ved at se nu rundt omkring, og den passer perfekt ind i at give folk en æstetik, hvor de kan signalere, at de gør noget positivt for miljøet.

Træ kommer til at få mere fokus i de kommende år, men fokus kommer også på, hvordan vi implementerer materialet mere effektivt og mere intelligent i vores byggerier og konstruktioner, så vi kan genanvende træ bedre og undgår at skabe et overforbrug af materialet. Hvis det sker, så vil materialepriserne stige alt for meget på træ, og det skal vi undgå.

5. Hvad er den største udfordring ved at øge brugen af træ?

At der bliver drevet rovdrift på materialet, og vi anvender det forkert. Vi skal bruge træ de steder, hvor det giver bedst mening i et byggeri og ikke bare frådse med det. Lige nu skal vi passe meget på med at se på træ som et mirakelmiddel, da det ikke må stå alene og skal ses anvendt i kombination med andre biobaserede materialer.

Herhjemme er vi endelig kommet i gang med at bevise, at vi godt kan bygge i højden med træ, og at træ godt kan klare brand.

Udlandet har vist og vidst dette i mange år, men vi har med vores konservative byggelovgivning herhjemme fået lavet så mange benspænd for den grønne omstilling, at vi nu skal bruge enorme og unødvendige ressourcer samt tid på at bevise noget, som vi allerede godt ved, hvis vi turde se og lytte efter, hvad der sker i vores nabolande.

Vi er bagefter herhjemme, og vi må løsne spændetrøjen op for at få noget fremdrift.

6. Hvordan skal vi prioritere mellem anvendelsen af træ og biodiversitet i den grønne omstilling?

De to ting hænger uløseligt sammen. Vi skal lære at tænke vores produktionsmetoder af biobaserede byggematerialer sammen på nye måder, hvor de indgår i et netværk og ikke i en monokultur.

Landbruget skal være en aktiv spiller, og vi skal have set grundigt på vores arealer rundt omkring i landet, så vi får placeret produktionsområder korrekt af disse biobaserede materialer, så de samtidig også får en positiv indvirkning på biodiversiteten og kan påvirke vores miljø på andre positive måder.

 

Modtag gratis nyt om træ:

SKRIV EN KOMMENTAR

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Felter markeret med * skal udfyldes.

Træ.dk på Facebook

Vi deler historier, foto og videoer af skov, træ og træprodukter.

Nyhedsbrev

Få gratis nyheder om træ og træprodukter direkte i din indbakke.

Tilmeld nyhedsbrev

TRÆ.DK

Egebækvej 98
DK-2850 Nærum