Ny biobaseret lim kan erstatte skadelige stoffer i træprodukter

0

Finske forskere har ved hjælp af en hurtig og energieffektiv fremstillingsproces udviklet et klæbemiddel, som kan erstatte den lim, der i dag bliver brugt til blandt andet spånplader i byggeri.

Af -

På Aalto Universitet i Finland har forskere udviklet en ny form for lim, der skal erstatte den formaldehyd-holdige lim, der i dag bruges i træbyggeriet. Den nye lims vigtigste bestanddel er lignin, som allerede findes i træet.

Lignin udgør omkring en fjerdedel af et træs vægt, og det er et biprodukt, der optræder i store mængder ved produktion af papir. Men i dag videreforædles kun 2-5% af det producerede lignin – resten brændes til energi.

Det var derfor oplagt for forskerne at bruge mere lignin til udviklingen af limen. Ligninindholdet i tidligere lim har været relativt lavt (omkring 20-50%), mens det nye produkt fra Aalto Universitet har et ligninindhold på over 90%.

Mange fordele ved biolim

Den lim, der indtil videre er blevet brugt til træprodukter i byggeriet, har indeholdt en stor andel af formaldehyd. Formaldehyd er sundhedsskadeligt – især for dem, der arbejder i fremstillingsprocessen – og så er det lavet af fossile ressourcer.

Den nye form for biolim vil altså ikke kun være bedre for sundheden, det vil også være med til at mindske brugen af ikke-fornybare ressourcer.

Træbyggeri udleder generelt mindre CO2 end byggeri af beton og stål, og med den nye form for biolim kan udledningen reduceres endnu mere.

Monika Österberg, professor ved Aalto University School of Chemical Engineering, understreger, at det er en vigtig udvikling for både miljøet og industrien.

”Brug af lignin som materiale kan reducere udledningen af ​​CO2 og skabe yderligere værdi for ​​skovene. Derfor er forskning i lignin en vigtig prioritet for os på Aalto Universitet,” siger hun i en pressemeddelelse.

Ph.d.-studerende Alexander Henn forklarer, at krydsfiner og spånplader i stigende omfang bruges til vægge, lofter og gulve.

”Derfor er det vigtigt at overvinde ulemperne ved de traditionelle limtyper og udvikle den nye opfindelse til et kommercielt produkt. Det vil muliggøre et skift i retning af mere træbaseret byggeri, da en stærk og varmebestandig lim lavet af naturlige materialer gør byggeriet mere miljørigtigt og sikkert,” forklarer han.

Hurtigt og brandsikkert

Tidligere har lange og kemikalietunge forbehandlinger været nødvendige for at anvende lignin i lim fri for formaldehyd.

Men den nye biolim tager kun et par minutter at producere i stedet for op til 10 timer. Der er ikke behov for yderligere opvarmning af råvaren, hvilket reducerer energiforbruget. De eneste biprodukter fra processen er salt og natriumhydroxid eller lud.

Udover at være fri for sundhedsskadelige stoffer, er limen også brandsikker.

Forskningsarbejdet vil fortsætte i laboratoriet, og forskellige kommercialiseringsmuligheder vil sandsynligvis blive udforsket i samarbejde med LignoSphere Oy, en spin-off fra Aalto Universitet.

 

Kilde: Aalto Universitet

Foto: Aalto University / Ira Smal and Winnie Ruismäki

Fakta

Modtag gratis nyt om træ:

SKRIV EN KOMMENTAR

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Felter markeret med * skal udfyldes.

Retningslinjer for kommentarer

TRÆ.DK

Egebækvej 98
DK-2850 Nærum

  Tilmeld nyhedsbrev
TILMELD NYHEDSBREV

Modtag nyheder, viden og inspiration om træ fra Træ.dk.
Dine oplysninger vil kun blive brugt i forbindelse med Træ.dk’s nyhedsbrev.

×