Nystiftet håndværkerpris gik til klubhus af træ
Tømrerprisen 2009
Københavns Tømrerlaug har med hjælp fra Kirsten og Freddy Johansens Fond indstiftet Tømrerprisen.
Prisen belønner trækonstruktioner opført med håndværksmæssig høj kvalitet og gode materialer.
Pris gik til klubhus
Den 28 oktober 2009 var det første gang Københavns Tømrerlaug kunne uddele Tømrerprisen på i alt 150.000 kr.
Prisen gik til nyopførte klubhus til The Scandinavian Golf Club der ligger ved en nyanlagt golfbane på den tidligere Farum Kasernes øvelsesterræn.
Huset er bygget med en trækonstruktion af douglasgran og beklædt med norsk kvartsskifer, tombak og glas.
Huset levede op til de høje krav
Formanden for priskomiteen, oldermand for Københavns Tømrerlaug Flemming Kjærgaard, motiverede valget således:
– Med arkitekt Søren Øllgaard i spidsen har Henning Larsens Tegnestue designet et mesterværk, som ligger et sted mellem Frank Lloyd Wrights supervillaer og den funktionelle skandinaviske arkitektur. Klubhuset er med store udkragninger, dristige linjer og en kombination af få, men udsøgte materialer en nydelse at beskue og at opholde sig i. Jeg vil gerne takke Søren Øllgaard og hans hold fra Henning Larsen Architects for, at de med dette hus har levet op til de høje krav, som skal opfyldes for at modtage Tømrerprisen.
Detalje og helhed
Projektleder Teddy Pedersen modtog den anden halvdel af prisen på Jakons vegne og fik disse ord med på vejen af oldermand Flemming Kjærgaard:
– Du kan sammen med dit hold se tilbage på en usædvanligt krævende opgave, som er udført med præcision og sans for både detalje og helhed. I har fået lov at arbejde med ædle materialer – med de muligheder og de forpligtelser, det giver. I har skabt et hus, der i mange år fremover vil stå som et monument over det bedste, dansk håndværk kan præstere.
Tømrerlauget
Københavns Tømrerlaug blev stiftet i 1515 og er med knap 200 medlemmer i dag organiseret under Dansk Byggeri.
Medlemmerne af priskomiteen er:
- Arkitekt og partner i KHR arkitekter, professor Jan Søndergaard.
- Seniorjournalist ved Berlingske Business og Erhvervsbladet.dk, Carsten Steno.
- Adm. direktør i Dansk Byggeri, Lars Storr-Hansen.
- Oldermand i Københavns Tømrerlaug, Flemming Kjærgaard.
- Viceoldermand i Københavns Tømrerlaug, Søren Larsen.
Kilde: Dansk byggeri.