Nyt projekt vil gøre op med myter om brug af træ
Byggebranchen mangler viden om både potentialer og udfordringer, når træ skal være det primære byggemateriale. Det skal en ny erfaringsopsamling om træbyggeri ændre på.

Foto: Boligselskabet Sjælland
Realdania og Teknologisk Institut vil opsamle og dele erfaringer fra træbyggeri i Danmark. Det skal ske ud fra en række konkrete byggeprojekter, som bliver fulgt tæt. Opsamlingen kan være med til at eliminere nogle af de unødvendige fejl, der opstår, når man bygger med træ.
“Træ skal være et naturligt valg af materiale, når vi bygger i Danmark. Og selvom træ har fået mere opmærksomhed de seneste år, så er vejen til mere træbyggeri brolagt med en række myter om træ, som desværre udgør en barriere for træ som et naturligt materialevalg i byggebranchen.”
Sådan siger Peder Fynholm, souschef på Teknologisk Institut, i en pressemeddelelse.
Målet er en bred erfaringsopsamling til hele byggebranchen, hvor både potentialer og udfordringer ved træbyggeri kommer frem i lyset. En erfaringsopsamling, som både Realdania og Teknologisk Institut håber vil danne grundlag for mere – og bedre – træbyggeri i Danmark.
“Vi ved, at træ og biogene materialer kommer til at spille en større rolle i fremtidens byggeri grundet den lavere CO2-belastning. Men vi oplever også en tilbageholdenhed i branchen, fordi nye materialer naturligt også rummer nye udfordringer – det kan være fugt, brand og manglende viden ift. indeklimaet. Og her er er det vigtigt at dele erfaringer. Gode som dårlige,” siger Stig Hessellund, projektleder i Realdania.
Den filantropiske forening Realdania, som støtter projektet, har et stort strategisk fokus på bæredygtigt byggeri – herunder at generere ny og vigtig viden, der kan fjerne barrierer for den bæredygtige udvikling i byggebranchen.
Myter skal aflives
Det nye samarbejde tager udgangspunkt i en række hypoteser om de typiske barrierer for træbyggeri. Det er for eksempel hypoteser om brand, lyd, fugt, indeklima, manglende erfaring og viden samt usikkerhed omkring økonomien, som den nye erfaringsopsamling skal efterprøve.
“Vi skal have aflivet myterne om træbyggeri en gang for alle. Vi tror på, at en opsamling af erfaringer, afdækning af behov i branchen og vores udgangspunkt i konkrete træbyggerier er vejen frem for at skabe den nødvendige tryghed i branchen, som kan få flere til at sætte træbyggeri på kompetencelisten. Derfor er et af projektets mål også at identificere de områder, hvor branchen har behov for yderligere tiltag og støtte til fremdriften af træbyggeri – så udover at opsamle erfaringer, kortlægger vi også behovet for nye indsatser i projektet,” siger Peder Fynholm.
Projektsamarbejdet forventes afsluttet i løbet af 2021. Der er i projektet allerede indgået aftale med tre bygherrer om at følge deres projekter: Al2Bolig med Lisbjerg Bakke og Boligkontoret Århus med Knudrisrækkerne samt Boligselskabet Sjælland med deres Bolig Træ projekter.
Kilde: Realdania
Modtag gratis nyt om træ:
-
Modtag Træ.dks nyhedsbrev
Få nyheder om træ og andet interessant trænyt direkte i din indbakke.
-
Følg Træ.dk på Facebook
Vi deler nyheder og viden om træ, træprodukter og meget andet trænyt.
-
Følg Træ.dk på Instagram
Vi deler billeder og hygger med quizzer. #trædk
-
Følg Træ.dk på LinkedIn
Networking og brancherelevante nyheder.
-
Følg Træ.dk på Twitter
Få nyhederne med det samme.
-
Følg Træ.dk på Pinterest
Lad dig inspirere af vores opslagstavler.