Opmåling af brænde

1

Af ,

Ved opmåling bruges der to mål for brændemængder: Et for stablet brænde og et for brænde i bunker.

Stablet brænde måles i rummeter

 

En rummeter Tegning: Ritzau grafik

En brændestabels størrelse i rummeter fås ved at gange dens højde, længde og bredde. I dette mål indgår altså både selve brændet og luften imellem brændestykkerne.

Hvis brændet er kort, er der cirka 70 % træmasse i en stabel løvtræ. Man siger at fastmassetallet er 0.70.

Fastmassetallet

Med omhyggelig tæt stabling kan man øge fastmassetallet, og altså mindske brændestablens størrelse i rummeter.

Fastmassetallet falder hvis brændestykkerne er lange, tynde, ukløvede eller krogede. Hvis brændet består af 2 meter lange stykker løvtræ, er der kun cirka 60 % træmasse i stablen. Når lange stykker saves op og stables igen, fylder den ny stabel derfor mindre. Selvom mængden af træ er den samme. Fastmassetallet er blot blevet højere.

Brænde i lange stykker måles i skovrummeter

Skovrummeter Tegning: Ritzau grafik

Undertiden bruges betegnelsen “skovrummeter” om stablet brænde i lange stykker . Men det ord spreder ofte mere forvirring end klarhed. Der er alligevel blot tale om en almindelig rummeter – højde, længde og bredde ganget sammen. Derfor kan og bør betegnelsen “skovrummeter” undgås.

For at undgå forvirring mellem køber og sælger er Dansk Skovforening, Forbrugerrådet og Forbrugerstyrelsen enige om at når brænde sælges i rummeter, skal det være opmålt på den form (kløvet/ikke-kløvet) og længde hvori det leveres til kunden. I annoncer, reklamer og ved aftalers indgåelse bør det oplyses i hvilken form og længde brændet leveres. Så kan kunden selv kontrollere at hun får den mængde hun betaler for.

Brænde i bunker måles i kasserummeter

Kasserummeter Tegning: Ritzau Grafik

Brænde der ikke har været stablet er som regel billigere. Til gengæld er det sværere at vide nøjagtigt hvor meget man har købt. En opmåling sker ved at fylde en beholder hulter til bulter med brænde. Beholderens rummål er så brændemængden målt i kasserummeter.

Her er mere luft imellem brændestykkerne end i en stabel, så der er kun cirka 45 % træmasse i en kasserummeter. Men det kan svinge meget, især afhængig af brændestykkernes længde.

Vejledende fastmassetal

Fastmassetallet angiver rumfanget af selve træmassen (til forskel fra luften imellem brændestykkerne) i en rummeter brænde. 

Tabel: Vejledende fastmassetal

Stablet brænde:
Brændets længde   løvtræ   nåletræ
Under 60 cm 0.70 0.80
60-150 cm 0.65 0.75
150-250 cm 0.60 0.70
Over 250 cm 0.55 0.65

Brænde i bunker

Det er meget usikkert at angive tal for fastmasserne i kasserummetre. De er ofte 25-50 % lavere end i stablede rummetre.

Tags:

Læs mere:

En kommentar

  1. Jesper siger:

    Hej.
    Jeg kan læse mig frem til, at f.eks. bøgetræ har en vægt på 680 kg/m3. Jeg har nu surfet en del rundt på nettet for at finde ud af, om vægten på træsorter herunder f.eks. bøgetræ er angivet ved 0 % vandindhold og med en fastmasse på 1,00. Kan I hjælpe med at besvare spørgsmålet?

SKRIV EN KOMMENTAR

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Felter markeret med * skal udfyldes.

TRÆ.DK

Egebækvej 98
DK-2850 Nærum