Over 9.000 træarter lever endnu i det skjulte
Den hidtil største kortlægning af træarter på Jorden viser, at godt 9.200 træarter stadig venter på at blive opdaget. Især Sydamerika menes at være hjem for mange af dem.
Indtil nu har det højeste bud på antallet af træarter på Jorden lydt på omkring 60.000 unikke træarter. Men ny forskning viser, at det tal er hele 14 procent højere.
Mere end 100 forskere fra hele verden har været en del af en verdensomspændende kortlægning af træarter, og også forskere fra Aarhus og Københavns Universitet har bidraget.
Ved at kombinere flere datasæt over træarter og samtidig bruge nye og mere avancerede statistiske modelleringer, beregnede forskerne sig frem til hele 73.274 træarter på Jorden – hvoraf godt 9.200 endnu ikke er opdaget.
”Hvert datasæt kommer fra en, der er gået ud til en skovbevoksning og har målt hvert enkelt træ – indsamlet informationen om træarter, størrelser og andre egenskaber. At tælle antallet af træarter på verdensplan er som et puslespil med brikker spredt over hele verden,” forklarer medforfatter på studiet og professor i skovøkologi ved Purdue Universitet, Jingjing Liang i en pressemeddelelse fra Michigan Universitet.
Sydamerika har flest sjældne og uopdagede træarter
Forskerne mener, at omkring 40 procent af de uopdagede træarter befinder sig i Sydamerika, særligt ved Amazonasregnskoven, og at 49 procent af de sydamerikanske træer er unikke for netop dette kontinent.
Op mod 4.000 hidtil ukendte træarter menes at befinde sig her, og de fleste af dem kan vise sig ikke at findes andre steder i verden.
”Udover de 27.000 kendte træarter i Sydamerika, kan der være helt op til 4.000 arter, der endnu ikke er opdaget. De fleste af dem kan være endemiske (begrænsede til bestemte egne, red.) og placeret i mangfoldige hot spots i Amazon-bassinet og Andes-Amazonas-grænsefladen,” fortæller Peter Reich professor i skovøkologi ved Michigan Universitet.
”Dette gør skovbevarelse i Sydamerika til højeste prioritet, især i betragtning af den nuværende tropiske skovkrise fra menneskeskabte påvirkninger såsom skovrydning, brande og klimaændringer.”
Afgørende viden for fremtiden
Den nye viden kan vise sig afgørende, når vi bedst muligt at skal bevare verdens træer og skove, forklarer hovedforfatter på studiet og professor i skovøkologi, Roberter Gazzola Gatti:
”Vidtgående viden om træernes rigdom og mangfoldighed er nøglen til at bevare økosystemernes stabilitet og funktion.”
Skove og træer er nødvendige for Jorden og menneskeheden af mange grunde. Udover at levere træ til produkter og brænde, hjælper de med at rense luften, filtrere vandet, bevare biodiversiteten og lagre CO2, og så kan de hjælpe med at kontrollere erosion og oversvømmelser og fremme jorddannelse og næringsstoffers kredsløb.
Kilder: Michigan Universitet og Videnskab.dk
Foto: Ryk Porras, Unsplash
Modtag gratis nyt om træ:
-
Modtag Træ.dks nyhedsbrev
Få nyheder om træ og andet interessant trænyt direkte i din indbakke.
-
Følg Træ.dk på Facebook
Vi deler nyheder og viden om træ, træprodukter og meget andet trænyt.
-
Følg Træ.dk på Instagram
Vi deler billeder og hygger med quizzer. #trædk
-
Følg Træ.dk på LinkedIn
Networking og brancherelevante nyheder.
-
Følg Træ.dk på Twitter
Få nyhederne med det samme.
-
Følg Træ.dk på Pinterest
Lad dig inspirere af vores opslagstavler.