Print et træhus

3

Kan man printe et træhus? Ja, det kan man faktisk. Du skal blot anskaffe en masse krydsfinerplader og en CNC-fræser.

Af

Med den første digitalt fabrikerede bolig i Danmark står den danske tegnestue EEN TIL EEN bag et banebrydende koncept.

Skitsetegning af printet træhus

Skitsetegning af printet træhus. Kilde: EEN TIL EEN

 

Tegnestuen kombinerer arkitektvirksomhed og fabrikationsværksted i ét:

De tegner et hus i 3D og printer det ud med CNC-fræser (se note).

Digitalisering af design og byggeproces

Konceptet er en total digitalisering af design og byggeproces. Huset bliver designet og tegnet i 3D, ned til hvert eneste skruehul, hvorefter tegningerne igennem en specialudviklet software bliver sendt til en CNC-fræser, der skærer krydsfinerpladerne ud som et stort nummereret puslespil.

Det er faktisk næsten som at printe et hus. I stedet for papir bruger de dog krydsfinerplader.

Certificeret krydsfinér og træfiber-isolering

Alle råhusets dele skæres i 18mm PEFC certifeceret krydsfinér og samles derefter i hule kassetter, som efterfølgende pumpes op med træfiber-isolering.

Alle installationskanaler, ventiler til træfiber-indblæsning, skruehuller m.m er forberedt i kassetterne.

Fundament af skruepæle

I stedet for et traditionelt fundament af beton, stilles huset på skruepæle, som skrues ned i jorden på èn dag med digital præcision. Skruepæle er kort fortalt en kæmpe stor skrue lavet af et metalrør med påsvejsede skrueplader. Anvendelsen af skruepæle  gør det muligt  på en let måde at skabe et plant fundament. Metoden sparer dermed tid og man undgår brug af CO2 tung beton.

Minimalt spild og lav vægt

Træmodulerne der kommer ud af CNC-fræseren er som byggesæt af LEGO-klodser, der er fleksibelt og nemt at sætte op.

Printet hus under opførsel

Det printede hus under opførsel. Kilde: EEN TIL EEN.

Alle elementer har en vægt så de kan bæres af 2 mand. Det betyder at der ikke behøves en kran for at løfte elementerne.

Den digitaliserede byggeprocess sikrer desuden optimal udnyttelse af materialerne.

Store ambitioner

Det er tegnestuens ambition at være det mest bæredygtige hus på det danske marked.

Pilotprojekt til fremvisning

Tegnestuen har netop fremvist sit pilotprojekt, en 125 m2 stor bolig, som ligger i Asserbo Plantage i Nordsjælland.

Med til fremvisningen var bl.a. DR som bragte et indslag i TV-avisen. Se indslaget nedenfor.

 

Indslag fra TV-Avisen om hvordan man printer et træhus

 

Involverede parter

Involverede parter og sponsorer på projektet er: Teknologisk Institut, Statens Kunstfond, Cinark (Center for Industriel Arkitektur, kunstakademiets arkitektskole), ITW Construction Products (NKT skruer), Dansk Træfiberisolering, Horn Vinduer, Uretek (Screwfast jordkruer), Superwood samt UPM.

Note

CNC betyder Computer(ized) Numerical(ly) Control(led) (Computerstyret Numerisk Kontrolleret), og referer til produktionsmaskiner, der ved hjælp af en computer kan fremstille mange ensartede komplekse dele i f.eks. træ (ref. Wikipedia)
Det kan du læse mere om i
Træindustriens teknologiske udvikling

 

3 kommentarer

  1. Robert siger:

    Hvordan udregnes en pris for huset?

    1. Træ.dk siger:

      Uha, det er et godt spørgsmål. Det kan vist kun arkitekten svare på, men det må være noget med materialer, arbejdsløn og brug af maskiner.

  2. Rasmus siger:

    Spændende projekt. Hvordan sikres det at konstruktionen er tilstrækkeligt diffusionsåben, når både yder og inderbeklædning er krydsfiner? Der ses jo mange problemer med tagkrydsfiner og skimmel, da fugten ikke kan trænge igennem limen imellem finérlagene, og derved kondenserer på indersiden af fineren?

SKRIV EN KOMMENTAR

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Felter markeret med * skal udfyldes.

TRÆ.DK

Egebækvej 98
DK-2850 Nærum