Gør dine elektroniske gadgets trendy med træ
Du føler dig helt fremme i skoene med din spritnye mobiltelefon - lige indtil du opdager at halvdelen af befolkningen har præcis den samme elektroniske gadget. Træ.dk viser hvordan træ gør dine gadgets mere trendy.
Du kender sikkert følelsen: Den fede fornemmelse at være foran de andre. At skille sig ud fra mængden.
At være blevet den glade ejer af et splinternyt stykke moderne, håndbåren elektronik kan give denne følelse – i hvert fald for en tid, for hov: sidemanden i bussen har en nøjagtig mage til.
Så er man pludselig ikke helt så trendy – og hvordan udtrykker man sin personlighed når halvdelen af Danmarks befolkning render rundt med den samme elektroniske gadget?
Sådan bliver kedeligt elektronisk udstyr trendy med træ
Det meste elektroniske udstyr bliver lavet af plastik. Det er som regel masseproduceret og det kan i mængden derfor let komme til at se ens og kedeligt ud.
Men hvorfor skal elektronisk udstyr altid laves af plastik kunne man spørge sig selv. Hvorfor ikke tænke kreativt og bruge andre materialer, som for eksempel træ, til udfærdigelsen af elektronisk udstyr?
Lækre covers til din iPod
Elektronikgiganten Apple bryster sig af sloganet ”Think different” – altså ”tænk anderledes”.
Kreativiteten rækker imidlertid ikke helt til at kunne undgå den ovenfor beskrevne situation – nemlig at sidde i bussen med sin fede iPod og opdage at sidemanden har en mage til.
Men fortvivl ikke. For nu kan du nemlig gøre din iPod endnu mere trendy end sidemandens med et cover af træ.
Det Hollandske firma Miniot har nemlig til Apples kendte produkter lanceret en række flot udskårne covers i træ, kaldet iwood. Coverne kan fås i forskellige træsorter og farver, og da coverne er lavet i træ bliver to eksemplarer aldrig helt ens.
Lav selv dit cover af træ
Hvis du er særlig fiks på fingrene kan du også selv gøre dit elektroniske udstyr unikt. En træ-entusiast har nemlig på sit hjemmeværksted udfærdiget et særlig eksklusivt cover til sin iPod.
Og på hjemmesiden macmod.com, deler han velvilligt ud af erfaringerne. Med billeder og beskrivelser guides du gennem omdannelsesprocessen fra almindelig iPod til unik musikafspiller med elegance.
Mp3-afspillerens front er på nær skærmen blevet fuldstændig beklædt med træ – og det tilmed meget elegant.
Skulle du kaste dig ud i en lignende omdannelse af din iPod, og hvis du er dygtig, kan du med sikkerhed få sidemanden i bussen til at gøre store øjne når du trækker din ”hjemmelavede” iPod op af lommen.
Mobiltelefon af træ
I den mere rustikke ende af gadget-spektret finder vi en mobiltelefon som efter sigende skulle være særlig god når det kommer til udendørs brug.
Telefonen er en gammel Ericsson telefon og er nemlig vandtæt. Tilmed kan telefonen flyde i vand, idet coveret er lavet af træ, hvorved telefonens massefylde bliver lettere end vands. En sådan telefon kunne derfor være særdeles velegnet til fisketuren eller kajakturen hvor risikoen for våde oplevelser er til stede.
At telefonens volumen dog ikke lever op med tidens trend om at mobiltelefoner skal være så slanke og små at de næsten bliver væk i lommen, er imidlertid en helt anden sag.
Flere mobiltelefoner af træ
På nettet findes flere hjemmesider med mobiltelefoner af træ. Følg de nedenstående links og gå selv på opdagelse