Træ rykker ind i fødevarerne
I fødevarebranchen brugs træ traditionelt kun uden på madvarer i form af emballage. Nu rykker træet ind i fødevarerne. Det giver maden mundfylde og god konsistens.

Maizenas kageblanding er en af de varer der indeholder træmasse eller såkaldt cellulosegummi.
Træ giver mundfylde og god konsistens
Træ har traditionelt været en vigtig del af fødevarebranchen i form af emballage, som f.eks. mælkekartoner, papæsker, papiromslag og anden træbaseret emballage.
Nu er træet imidlertid rykket ind i selve fødevaren i stedet for kun at være uden om fødevaren.
Cellulosegummi
Træmasse tilsættes nemlig i stigende grad til fødevarer for at give dem såkaldt mundfylde og god konsistens. Desuden er det godt til at reducere fedtindholdet i varer som f.eks. majonæse.
På etiketten kaldes det nye indholdsstof for ’cellulosegummi’ eller E 466, som i virkeligheden mest ligner det man kender fra tapetklister.
Den anvendte træmasse er dog oprenset, så den er helt ren og egnet til fødevarer.
Billigt og nemt at arbejde med
Det succesfulde indtog i fødevarerne skyldes at det er billigt og nemt at arbejde med, og at det kan erstatte f.eks. mel, stivelse og olier, der lige nu eksploderer i pris.
Blandt de kendte produkter der indeholder træmasse er den engelske sovs fra Beauvais, Maizenas kageblanding, knækbrødet fra Wasa, tortillaen fra Kohberg, i minibaguetten fra Urtekram, i kakaodrikken fra Nestlé, den revne ost, i salatdressingen og i mange af vaniljeisbøtterne.
Helt naturlig ingrediens
Cellulose er en naturlig del af alle planter. Derfor er der heller ikke nogen grænse for hvor meget cellulosegummi producenterne ifølge lovgivningen må tilsætte i maden. Man må bare ikke vildlede forbrugerne.
I praksis kan man dog kun tilsætte langt under 1 procent i varerne, da de ellers bliver uspiselige.
Ingen grund til forargelse
Visse steder har brugen af træmasse i madvarer skabt forargelse. Det mener vice president i Daniscos forretningsenhed for stabilisatorer, Niels Thestrup, dog ikke at der er nogen grund til.
»Det ser jeg ikke de store problemer i. Hvis du tager en hvilken som helst frugt eller grøntsag, er der cellulosematerialer – altså naturlige fibre – i«, udtaler han til Politiken.
Læs mere:
- Boblende birkesaft bliver til svensk ’champagne’
- Reparer det dårlige knæ med træ
- Dæk fremstillet af træ – bedre, billigere, hurtigere