Rambøll-analyse fremhæver fordele ved træbyggeri
En ny analyse udbygger evidensgrundlaget for både klimamæssige og økonomiske fordele ved træbyggeri. Afhængig af byggeriets type kan der spares mellem 12 og 39 procent CO2e, mens man i de fleste tilfælde også kan spare på budgettet, viser beregningerne.
En ny analyse udarbejdet af den globale ingeniør-, arkitekt- og rådgivningsvirksomhed Rambøll konkluderer, at der er klimabesparelser at hente ved at skifte traditionelle materialer som beton, stål og tegl ud med træbaserede byggematerialer – faktisk så meget som op til 39 procent, afhængig af byggeriets type.
Rambøll har beregnet og sammenlignet livscyklusvurderinger (LCA) for seks konkrete byggeprojekter: Et enfamilieshus, en etageejendom, en produktionshal, et kontorbyggeri, en rækkehusbebyggelse og en børneinstitution.
Udover at beregningerne viser en CO2e-reduktion på mellem 12 og 39 procent på tværs af de seks casebyggerier, er der også penge at spare ved at skrue op for andelen af træ, i hvert fald for fire af byggerityperne.
”De seks konkrete byggecases, som rapporten tager udgangspunkt i, understreger nok engang det store klimamæssige potentiale i at bygge med træ, men indikerer samtidig, at der også er økonomiske gevinster at hente ved at øge brugen af træ og træbaserede produkter i byggeri i Danmark”, siger Lauritz Rasmussen, der er sekretariatschef hos foreningen Træ i Byggeriet, som sammen med Træ- og Møbelindustrien og Dansk Træforening har finansieret udarbejdelsen af analysen.
Brug for flere cases
De tre træ-organisationer mener, at analysens resultater bør resultere i et større politisk fokus på træbyggeri og et kritisk blik på de barrierer, der lige nu spænder ben for en øget brug af træ i byggeriet.
For selv om beregningerne, der vedrører en potentiel økonomisk gevinst, stadig er en smule usikre, så hersker der ingen tvivl om de klimamæssige fordele, lyder det fra chefkonsulent hos Træ- og Møbelindustrien Simon Auken Beck:
”Omkostningseffektiviteten afhænger af flere faktorer, og vi har stadig brug for flere cases til at kunne sige, om udskiftning til træbaserede byggematerialer generelt vil lede til økonomiske besparelser. Analysen viser dog en entydig CO2-besparelse, når bygningsdele udskiftes til træ. Det bør medføre, at vi kigger på en styrket prioritering af træ i byggeriet, og at vi fjerner de reguleringsmæssige barrierer, der bremser en øget konvertering mod mere træbaseret byggeri”, påpeger han.
Andreas Qvist Secher fra Rambøll supplerer:
“Vores CO2- og omkostningsberegninger viser, at det i mange tilfælde er både omkostningseffektivt og CO2-besparende at bruge træbaserede materialer og bygningsdele. Derfor giver det god mening at overveje træbaserede materialer som en mulighed i det enkelte byggeri under forudsætning af, at det specifikke træprodukt lever op til krav til bæredygtig skovdrift”, siger Qvist Secher.
Kilde: Dansk Træforening
Om analysen
Rambøll har udarbejdet studiet på vegne af foreningerne Træ i Byggeriet, Træ- og Møbelindustrien og Dansk Træforening med støtte fra Træets Uddannelses- og Udviklingsfond – TUUF. Analysen beregner livscyklusvurderingen (LCA) af seks konkrete byggeprojekter, herunder et enfamilieshus, en etageejendom, en produktionshal, et kontorbyggeri, en rækkehusbebyggelse og en børneinstitution.
Hvert byggeprojekt har beregninger for fire variationer eller ”trin”, hvor graden af træbaserede byggematerialer stiger fra trin 1 til trin fire:
- Trin 1: traditionelt, dansk byggeri med stål, beton og tegl som primære materialer
- Trin 2: Tilsvarende Trin 1, men de bærende konstruktioner i beton og stål skiftes til konstruktionstræ, limtræ ol.
- Trin 3: Tilsvarende Trin 2, men beklædninger som facader, gulve og lofter, skillevægge skiftes til byggematerialer af træ
- Trin 4: Tilsvarende Trin 3, men mineraluld-isoleringen erstattes af træfiber- eller papiruldsisolering, hvor det brandteknisk er muligt.
Alle trin har tilsvarende konstruktive bæreevne og isoleringsegenskaber, som det givne byggeprojekt. Der er i analysen udført LCA-beregninger og skyggeprisberegninger for samtlige trin, som efterfølgende sammenlignes.
Læs mere:
Modtag gratis nyt om træ:
-
Modtag Træ.dks nyhedsbrev
Få nyheder om træ og andet interessant trænyt direkte i din indbakke.
-
Følg Træ.dk på Facebook
Vi deler nyheder og viden om træ, træprodukter og meget andet trænyt.
-
Følg Træ.dk på Instagram
Vi deler billeder og hygger med quizzer. #trædk
-
Følg Træ.dk på LinkedIn
Networking og brancherelevante nyheder.
-
Følg Træ.dk på Twitter
Få nyhederne med det samme.
-
Følg Træ.dk på Pinterest
Lad dig inspirere af vores opslagstavler.