Regnskoven kan komme stærkt igen
Der er liv i Chocó-regionen i Ecuador. Foto: Michael Woodruff/Wikimedia Commons
En stor del af jordens oprindelige regnskov er blevet fældet for at give plads til landbrug og andre formål. Men hvad sker der, hvis landbrudsdriften ophører, og jorden får lov at springe i skov igen? Kan træer og regnskovens mange dyre- og plantearter vende tilbage?
Et nyt studie offentliggjort i tidsskriftet Nature tyder på, at svaret er ja.
Forskerne sammenlignede 62 områder i Chocó-regionen i Ecuador og registrerede mere end 8.500 arter fordelt på 16 kategorier – fra træer og fugle til insekter og jordbakterier.
Det er første gang, at den naturlige genvækst i tropisk skov er undersøgt så bredt på tværs af forskellige grupper af organismer. Og resultaterne er opløftende:
”Regnskove er komplekse økosystemer og artsrige samfund, der udviser en bemærkelsesværdig modstandskraft og evne til at vende tilbage til deres oprindelige tilstand ,” siger studiets hovedforfatter, Timo Metz fra Darmstadts Tekniske Universitet.
Dyrene hjælper skoven på vej
Efter 30 år havde naturligt regenereret skov – det vil sige skov, der vokser op af sig selv uden menneskelig plantning eller såning – på tidligere græsningsarealer og kakaoplantager i gennemsnit genvundet mere end 90 procent af den forekomst og artsdiversitet, som forskerne fandt i ældre skov. Omkring tre fjerdedele af de dyre- og plantearter, der kendetegner regnskoven, var desuden vendt tilbage.
Dyrene var blandt dem, der hurtigst vendte tilbage. Fugle, flagermus, bier og andre dyr spreder frø og bestøver planter og er dermed med til at sætte fart på skovens udvikling.
“De mange dyrearter, der hurtigt vender tilbage, nyder ikke kun godt af skovens genvækst. De er også nogle af de vigtigste drivkræfter bag den”, forklarer professor og medforfatter Nico Blüthgen.
En fuld genopretning af alle de undersøgte grupper forventes dog at tage flere årtier, pointeres det i studiet.
Kakaoplantager gav et forspring
På tidligere kakaoplantager vendte mange dyregrupper og unge træplanter hurtigere tilbage end på tidligere græsningsarealer. Forskerne peger blandt andet på, at tilbageværende kakaotræer giver skygge og blade på skovbunden, mens tæt græs gør det sværere for ny vegetation at etablere sig på de forladte græsningsarealer.
Når forskerne så på, hvilke træarter der voksede frem, var der dog ingen tydelig forskel mellem de to typer arealer.
Sjældne træarter tager sig god tid
Selv om et område forholdsvis hurtigt igen kan få mange træer og arter, lader de langsomtvoksende træarter, der kendetegner den ældre skov, vente på sig.
Mange sætter først frø efter mange år, og flere af arterne er samtidig sjældne, så det tager tid, før de breder sig til den nye skov.
De ældre skovområder i nærheden spiller derfor en afgørende rolle som kilder til frø, planter og dyr.
”Den hurtige naturlige regenerering virker kun, så længe der stadig findes tilstrækkeligt med intakt skov, som frø og dyr kan sprede sig fra,” understreger Nico Blüthgen.
Undersøgelsens resultater viser ifølge forskerne, at beskyttelse af sekundære skove, som vokser naturligt frem, rummer et enormt potentiale for at standse og vende tabet af biodiversitet.
Kilder: Biodiversity resilience in a tropical rainforest og TU Darmstadt
Læs mere:
Modtag gratis nyt om træ:
-
Modtag Træ.dks nyhedsbrev
Få nyheder om træ og andet interessant trænyt direkte i din indbakke.
-
Følg Træ.dk på Facebook
Vi deler nyheder og viden om træ, træprodukter og meget andet trænyt.
-
Følg Træ.dk på Instagram
Vi deler billeder og hygger med quizzer. #trædk
-
Følg Træ.dk på LinkedIn
Networking og brancherelevante nyheder.
-
Følg Træ.dk på Twitter
Få nyhederne med det samme.
-
Følg Træ.dk på Pinterest
Lad dig inspirere af vores opslagstavler.