Regnskovslignende tilstande i de danske skove

0

Intet er så galt at det ikke er godt for noget. Mens danskerne flygter fra regnen stortrives træerne. Træerne strutter af sundhed og vækst.

Af -

Regn, regn og atter regn. Danmark er i denne sommer blevet tvunget i gummistøvlerne når det ene lavtryk efter det andet har åbnet himlens sluser. Meteorologerne på DMI taler om decideret regntid og den vådeste sommer herhjemme indtil nu. 11 billioner – altså 11.000.000.000.000 – liter vand er primært silet, styrtet, strømmet og kun lejlighedsvis dryppet ned over landet i juni og juli.

Men mens danskerne i stort tal er draget sydpå på flugt fra regnen stortrives landets træer med våde blade og rødderne fast forankret i den fugtige muld. Det oplyser Skov- og Naturstyrelsen.

Skoven strutter af sundhed

I andre år har skovens træer tørstet i sommervarmen – tænk bare på sidste års rekordsommer – men i år har de fået alt det, de kunne drikke.

Jan Kjærgaard er naturvejleder i  Skov-og Naturstyrelsen i Silkeborg. Han peger på, at denne sommer kommer til at give en fantastisk vækst for skoven: ”Hvis du går en tur i skoven i disse dage, så er det som at gå i en varm og fugtig regnskov. Træernes topskud er mange steder enormt høje og du kan se, at skoven strutter af sundhed med friske grønne blade.”

Højdevækst. Regnfuld sommer giver lange topskud - her hos rødgran. Foto: Jakob Rygg Klaumann

Træerne trives i den rekordvåde danske sommer. Her skyder en rødgran i vejret og lægger en meter til højden. Foto: Jakob Rygg Klaumann.

Jan Kjærgaard forklarer at bladene på denne årstid normalt begynder at blive svedne og gule. Samtidig vil de fleste blade være angrebet af naturlige fjender i form at bladlus og sommerfuglelarver. Det er de ikke blevet i år: ”Bladlus kan ikke lide regn, og alle de der sidder yderligt på bladene bliver jo skyllet af. Så angrebene er meget begrænsede i år.”

Den megen regn giver øget vækst

Alt i alt betyder det et ”sundhedsboost” for skovens kæmper, der får tid til at vokse ret uforstyrret, forudser Jan Kjærgaard: ”Jeg er sikker på, at når man om nogle år ser på træernes årringe, så vil man sige: Hvad var det lige der skete den sommer! Væksten har været imponerende i år – måske 40-50 procent over det normale niveau. Det er som om, at træerne er til det store kolde bord, og der ikke er nogen begrænsninger. Det eneste de kan gøre er bare at vokse.”

I tørre somre må træerne mange gange lukke bladenes spalteåbninger om dagen for ikke at fordampe for meget vand. Det behøver de ikke i år, fortæller Jan Kjærgaard. Den høje luftfugtighed gør, at træerne kan lade bladenes spalteåbninger stå åbne hele tiden, uden at der er fare for udtørring. ”Det betyder, at træernes produktion kan køre på fulde omdrejninger.”

Den våde sommer betyder også, at de træer, som er blevet svækket af de seneste års storme og insektangreb, kan genvinde noget af styrken. Jan Kjærgaard er sikker på, at mange af disse træer vil komme sig i år.

SKRIV EN KOMMENTAR

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Felter markeret med * skal udfyldes.

Retningslinjer for kommentarer

TRÆ.DK

Egebækvej 98
DK-2850 Nærum

  Tilmeld nyhedsbrev
TILMELD NYHEDSBREV

Modtag nyheder, viden og inspiration om træ fra Træ.dk.
Dine oplysninger vil kun blive brugt i forbindelse med Træ.dk’s nyhedsbrev.

×