Se lynet slå ned i gammelt bøgetræ
Rundtomkring i danske skove og parker støder man sommetider på gamle træer der ser ud til at være ramt af lynet. Imidlertid er mange af de lynramte træer i virkeligheden blevet sprængt med dynamit. På søndag kan man se et gammelt bøgetræ blive sprængt i Dyrehaven nord for København.
I den gamle og traditionsrige Dyrehave er der nemlig mange træer i forfald på grund af alderdom, og hvis de står tæt på stierne, kan de ikke bare få lov til at falde sammen af råd og svamp. Så bliver de fældet eller sprængt.
Gamle træer er farlige
Det er ellers den naturlige trædød der foretrækkes, fordi de gamle, frønnede trækæmper giver føde og husly til både fugle og insekter. Men når træerne bliver gamle kan de udgøre en sikkerhedsrisiko for publikum, f.eks. fordi store grene pludselig kan knække af.
Ofte bliver de farlige træer fældet. Men i nogle tilfælde fjerner man sikkerhedsrisikoen ved at sprænge noget af trækronen bort med dynamit. På den måde efterlades en mere “naturligt” udseende stamme eller stub, der ser ud som om træet er blevet ramt af lynet.
Dynamit – ikke et ukendt fænomen
Det er ikke et ukendt fænomen at bruge dynamit i forst- og havearbejde. Anlægsgartnere bruger ofte dynamit til at bortsprænge træstød og bambusrødder, simpelthen fordi det er det nemmeste. I Dyrehaven sker sprængningen imidlertid af æstetiske årsager.
Se en træsprængning
Hvis du har fået lyst til at se en træsprængning, skal du blot møde op ved Klampenborg-porten i Dyrehaven på søndag den 22. marts 2009, klokken 11.
Det hele ventes at være overstået på et par timer og der skulle være taget hånd om sikkerheden så du hverken bliver ramt af lyn, eksploderende dynamit eller gamle væltende træer.
Kilde: Skov- og Naturstyrelsen