Skandinaviens største skovbrand i 200 år
Skovbranden i Västmanland i Midtsverige rasede omkring 3 uger. Branden er den største i Skandinavien i 200 år.
Den store skovbrand, som brød ud den 31. juli 2014 i Västmanland i Midtsverige, meldes nu under fuld kontrol. Omkring 15.000 ha er blevet raseret af branden og det gør den til den største brand i Skandinavien i 200 år.
Evakuering og nedbrændte huse
Under branden blev flere byområder evakueret og omkring 25 huse skadet eller helt brændt ned.
Tragisk dødsfald
En person, en 30-årig skovarbejder, omkom på tragisk vis, da han sammen med sin kollega blev overrasket af ilden der spredte sig uventet hurtigt. Den 42-årige kollega overlevede de livstruende skader han pådrog sig under flugten fra flammerne.
Antændt af skovningsmaskine
Branden opstod den 31. juli, formentlig ved en skovningsmaskine som arbejdede i skoven. Maskinføreren opdagede at det brændte omkring maskinen og forsøgte selv at slukke branden, men forgæves. Trods hurtig alarmering af brandvæsnet, spredte ilden sig hurtigt i de ekstremt tørre skovområder.
Vandbombere til undsætning
I de efterfølgende dage fortsatte branden med at sprede sig trods ihærdig indsats fra brandmænd på jorden og en helikopter fra luften.
Da branden i de efterfølgende dage fortsat ikke kom under kontrol blev der sendt bud efter italienske og franske vandbombere, dvs. brandslukningsfly, der kaster vand fra luften.
Flyene var i aktion fra den 6. august til den 10. august, hvorefter støtte fra luften ikke længere var nødvendig. På det tidspunkt var branden kommet så meget under kontrol at slukningsarbejderne kunne koncentrere indsatsen på efterslukning på jorden.
Store værdier gået tabt
Omkring 200 skovejere har mistet store værdier til branden. Hvor meget det drejer sig om er stadig uvist, da ikke al skov i området er brændt og da mange brandskadede træer måske stadig kan anvendes som tømmer.
15.000 ha brændt
Branden har hærget et område på ca. 10 gange 15 kilometer, dvs. omkring 150 kvadratkilometer eller 15.000 hektar. Det svarer til et område større end Samsø (112 km2) eller ca. halvdelen af Langeland (283 km2).
Nedenfor kan du se brandens udbredelse og placering.