Skovene brænder – men problemet begyndte for 80 år siden

Tusindvis af brandfolk kæmper i disse uger mod omfattende skov- og naturbrande i Frankrig, Spanien og andre dele af Sydeuropa. Mange tusinde mennesker er blevet evakueret på grund af flammernes fremmarch og den tætte røg. Klimaforandringer og længere tørkeperioder spiller en rolle, men forklaringen på de voldsomme brande skal også findes et andet sted: i landskabernes historie.

I et interview med Kristeligt Dagblad peger professor emeritus i skovdrift Jørgen Bo Larsen på, at Middelhavsområdets kulturlandskaber har ændret sig markant gennem de seneste 60-80 år. Tidligere blev vegetationen løbende holdt nede gennem afgræsning, indsamling af brænde, produktion af gærder og udnyttelse af biomasse til byggematerialer og andre formål. Dermed blev store mængder brandbart materiale fjernet fra landskabet.

I dag er mange af de traditionelle driftsformer forsvundet. Græs, buske, grene og træer får lov til at ophobe sig år efter år. Når sommerens varme, tørke og blæst sætter ind, bliver der derfor langt mere brændsel til rådighed. Resultatet er, at brandene udvikler sig hurtigere, bliver større og langt vanskeligere at kontrollere.

”Der er formodentlig ikke flere brande end tidligere, men brandene er blevet mere voldsomme og ukontrollerbare”, siger Jørgen Bo Larsen til Kristeligt Dagblad.

Erfaringerne fra Nordamerika

En tilsvarende problemstilling kendes fra Nordamerika. Her har effektiv brandslukning gennem mange årtier betydet, at de små og naturlige brande, som tidligere med jævne mellemrum fjernede dødt plantemateriale, i stigende grad er blevet undertrykt. Af den grund er store mængder biomasse blevet ophobet i skove og naturarealer.

Når der efter mange års fravær af mindre brande opstår ild, er betingelserne til stede for storbrande, som hverken naturen eller brandvæsenet kan kontrollere.

Mange af træarterne i både Middelhavsområdet og Nordamerika er tilpasset en naturlig branddynamik og kan overleve moderate skovbrande. Men når brandene bliver særligt varme og omfattende på grund af de store mængder ophobet brændsel, bukker selv de normalt robuste træer under.

Derfor arbejder skovforvaltere flere steder i verden i dag aktivt med at reducere mængden af brandbart materiale. Det sker blandt andet gennem rydning af vegetation, indsamling af biomasse og kontrollerede afbrændinger. Målet er ikke at fjerne brand fra naturen, men at undgå de katastrofale storbrande.

Ikke et stort dansk problem – men værd at følge

Skov- og naturbrande er ikke et udpræget problem i Danmark. Det fugtigere klima og de mindre sammenhængende skovområder betyder, at risikoen generelt er langt mindre end i Sydeuropa.

Men erfaringerne fra udlandet kan alligevel være relevante. I takt med at flere danske skovarealer udlægges til urørt skov, vil mere dødt ved og anden biomasse fremover blive liggende som led i den nye forvaltning. Det gavner biodiversiteten, men betyder samtidig, at mængden af potentielt brandbart materiale gradvist øges.

Der er ingen grund til at frygte middelhavslignende tilstande i Danmark. Men erfaringerne fra Sydeuropa og Nordamerika viser, at når biomasse får lov til at ophobe sig gennem årtier, kan det øge konsekvenserne, når en brand først opstår. Derfor bør diskussionen om natur, biodiversitet og skovforvaltning også omfatte spørgsmålet om fremtidens brandrisiko.

For de aktuelle storbrande viser, at klimaet kun er en del af forklaringen. Lige så vigtigt er det, hvordan vi vælger at forvalte landskabet – og hvor meget brændsel vi efterlader i naturen.

Kilder: Kristeligt Dagblad og P1