Skovene ramt af stormen
Skovene ramt af stormen
Mandag den 28. oktober blev Danmark ramt af en særdeles kraftig storm. Stormen, som havde orkanstyrke, har forårsaget store materielle skader, hvilket også gælder landets skove.
Betydelige tab
Ifølge Dansk Skovforening har mange skovejendomme lidt betydelige tab, især i det sydligste Jylland.
Dansk Skovforening anslår af stormen på landsplan har fældet omkring 300.000 m3. Heraf er 110.000 m3 fældet i statens skove, lyder vurderingen fra Naturstyrelsen.
Det er dog endnu for tidligt at tegne et dækkende billede af skadernes omfang, da der stadig er dårlig fremkommelighed pga. væltede træer.
Nordtyskland også ramt
I Nordtyskland (Schleswig-Holstein) er den officielle vurdering at der er fældet yderligere 300.000 m3, svarende til over et halvt års hugst i det berørte område.
Også hårdt for løvtræerne
Den kraftige storm, som dog ikke helt var på niveau med den kraftige decemberstorm i 1999, har ikke kun forårsaget skade i nåletræsbevoksninger, men også i løvtræsbevoksninger, som ellers plejer at være forskånet i stormvejr.
Det milde efterår har nemlig betydet at løvtræerne endnu ikke har tabt bladene og derfor har vinden kunnet få rigtig godt fat.
Træmarkedet ikke påvirket væsentligt
På trods af de store mængder væltet træ, så vurderer Skovforeningen dog ikke, at det danske træmarked vil blive påvirket væsentligt.
Hvad sker der med de væltede træer?
Forude venter et stort oprydningsarbejde og det vil ifølge Dansk Skovforening tage mange måneder før skovene igen er fuldt fremkommelige.
Det væltede træ vil i et vist omfang kunne blive brugt til træ-produkter, mens en stor del vil blive vedvarende energi.
I statens skove skal de splintrede løvtræer, massive stammer og trætoppe imidlertid efterlades i skovbunden.
”En del af de væltede træer får lov til at ligge og rådne, så de kan blive til levesteder for insekter, planter og dyr”, siger miljøminister Ida Auken
Naturstyrelsen vurderer at omkring10 % af de væltede træer er løvtræer, som vil være velegnet til at blive efterladt i skovbunden.
Læs mere hos:
-
Dansk Skovforening
Stormen den 28. oktober har ramt mange skove hårdt.
-
Naturstyrelsen
Miljøministeren lader rod efter stormen ligge.
En kommentar
Kan et nåletræ, der er halvvejs væltet i den seneste storm, overleve, hvis det bliver rettet op (står i en ca 45 graders vinkel)? Træet er ca 8 m høj og rødderne er stadig under jord.
På mange tak for svar.