Soldrevet tørring af brændetårn
Få brændet tørt i en fart
Tørt brænde giver 25 % mere energi end vådt brænde og gør brug af brændeovnen mindre forurenende.
Afbrænding af vådt brænde er imidlertid et almindeligt problem, der leder til udledning af partikler og tabt energi pga. lav forbrændingstemperatur.
Det sker f.eks. når brugeren ikke vurderer fugtindholdet i brændet korrekt, og når brændet ikke opbevares på en måde, der sikrer tilstrækkelig tørring.
Studerende finder smart løsning
Det problem har to DTU studerende forsøgt at finde en smart løsning på.
Solopvarmet telt
Igennem deres bachelorprojekt har de udviklet et koncept, hvor et brændetårn dækkes af en form for telt af mørk plastic, der på en gang beskytter brændet imod regn og giver høj temperatur inde i teltet i form af absorberet solenergi, når solen skinner.
Blæser sikrer luftgennemstrømning
For at sikre en konstant og jævn luftgennemstrømning, så alt brændet bliver tørt, er der monteret en blæser i toppen af tårnet.
Signal når brændet er tørt
Med til konceptet hører også, at brændetårnet er placeret på en vægt, der måler ændringen af fugt i brændet, og som igennem et særligt panel giver signal om, hvornår brændet er tilstrækkeligt tørt.
Grøn dyst
Projektet deltog i konkurrencen GRØN DYST 2012 som blev afholdt i juni måned på DTU.