Staten sælger sit første certificerede træ

0

Af -

Staten sælger sit første certificerede træ

For første gang nogensinde har Skov- og Naturstyrelsen solgt såkaldt certificeret træ, altså træ der lever op til en lang række krav om bæredygtighed og særlige hensyn til naturen og miljøet.

Det drejer sig helt konkret om to mindre portioner, nemlig 100 m3 asketræ, der er blevet solgt med henblik på eksport – og 50 m3 douglasgran, som skal bruges til en facade i forbindelse med et dansk boligbyggeri. Træet stammer fra Kronborg Statsskovdistrikt.

Dansk bøgeskov
Statsskovene har nu solg sit første parti certificeret træ. Foto: SNS

‘Vist er der tale om beskedne mængder af træ, men ikke desto mindre er der tale om en milepæl indenfor den statslige skovdrift. Vi håber, at der også fremover vil være en efterspørgsel på certificeret træ – og at vi kan være med til at trække udviklingen i den retning. For jo flere kunder, der efterspørger det, jo bedre er det i sidste ende for naturen’, siger vicedirektør i Skov- og Naturstyrelsen, Jens Peter Simonsen.

I maj blev de første statsskove certificeret efter de to mest udbredte ordninger, nemlig FSC og PEFC. F.eks. er det et krav, at driften er bæredygtig. Der må med andre ord ikke fældes for meget træ i forhold til, hvor meget nyt der vokser op. Samtidig skal skoven drives på en måde, som sikrer et varieret dyre- og planteliv. Et tredje eksempel er, at lokalbefolkningen skal inddrages i beslutninger om ændring af driften.

Et af formålene med certificering er at gøre det nemmere for forbrugerne at gennemskue om træprodukter – som f.eks. gulvbrædder – nu også rent faktisk er produceret på en måde, hvor der tages særlige hensyn i skovdriften.

Certificeret træ er dyrere end ikke-certificeret træ. Det koster altså ekstra hvis eksempelvis en trælasthandel eller en møbelforretning skal have papir på, at træet lever op til standarderne. Alligevel er interessen stigende vurderer Skov- og Naturstyrelsen.

Miljøminister Connie Hedegaard har besluttet, at alle Skov- og Naturstyrelsens skovdistrikter skal certificeres. Øget brug af certificering er et vigtigt element i den 9-punktsplan for indkøb af lovligt og bæredygtigt træ, som miljøministeren lancerede i februar. Miljøministeren håber, at endnu flere private skovejere vil lægge driften om med henblik på at blive certificerede.

De private skovejere er også med

Statsskovene er dog ikke alene om at sælge certificeret træ fra danske skove. Flere private skovdistrikter er certificerede og enkelte har solgt certificeret træ siden 2001.

I Danmark er i alt 26.741hektar skov certificeret (pr. november 2006). Heraf er 12.836 hektar certificeret efter FSC-ordningen mens 26.152 hektar er certificeret efter PEFC-ordningen (de to Statsskovdistrikter er certificeret efter begge ordninger).

Læs mere om de to certificeringsordninger på trae.dk i artiklen: ‘Certifcering – systemerne’ eller på FSC’s hjemmeside og PEFC’s hjemmeside.

SKRIV EN KOMMENTAR

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Felter markeret med * skal udfyldes.

Retningslinjer for kommentarer

TRÆ.DK

Egebækvej 98
DK-2850 Nærum

  Tilmeld nyhedsbrev
TILMELD NYHEDSBREV

Modtag nyheder, viden og inspiration om træ fra Træ.dk.
Dine oplysninger vil kun blive brugt i forbindelse med Træ.dk’s nyhedsbrev.

×