Stole fra COP15 bliver til ny skov
Stole brugt ved klimatopmødet COP15 i København er blevet til en ny skov i Allerød. Skoven er udover at være et nyt rekreativt område også en solid buffer mod fremtidige oversvømmelser som følge af ’monsterregn’.
Fra møbler til skov
En ny skov, nye søer, en kælkebakke til børnene. Og en stor solid buffer mod fremtidige oversvømmelser som følge af ’monsterregn’. Det er de konkrete resultater af et usædvanligt samarbejde mellem PP Møbler, Forsyning Allerød Rudersdal A/S og Allerød Kommune.
Stole fra COP15
Finansieringen af skoven blev nemlig skabt, da møbelsnedkeriet PP-møbler var hovedsponsor for FN’s klimatopmøde COP15 i København i 2009, og i alt 90 Wegner-stole blev solgt, efter at de havde dannet møblementet i den 500m2 store VIP lounge.
I den anledning donerede både køberne og PP Møbler hver 1.500 kroner pr. stol, som skulle gå til rejsning af den skov, der altså nu bliver en realitet.
Fornybar råvare
”Træ er den eneste fornybare råvarer, som gør det muligt for os at producere møbler, der faktisk er bæredygtige i ordets egentlige betydning”, siger Søren Holst Pedersen og fortsætter: ”Hvis vi laver ordentlige kvalitetsmøbler, der holder til generationers brug, så bruger vi aldrig mere træ, end skovene producerer helt naturligt samtidig med, at de danner rammen om et rigt dyreliv, og så er den bæredygtige cirkel sluttet.”
Værn mod oversvømmelser
Skoven vokser op på en mark op til et boligområde, der i 2007 blev ramt af kraftig regn og oversvømmelse. Derfor er der sammen med skoven blevet anlagt nogle nye søer, som nu tjener som overløbsbassiner, hvis den nærliggende mose skulle blive oversvømmet.
12 hektar
Det nye naturområde omfatter i alt 12 hektar og ligger mellem boligområdet Rørmosen i den vestlige del af Allerød og motortrafikvejen.
Læs mere på PP møblers hjemmeside
Læs mere:
- Danmark fejrer Wegner og Mogensen 100 års fødselsdag
- Danmarks skove - En oversigt
- Skovrejsning - Danmark skal have mere skov