Stort potentiale for træbyggeri i Danmark
Det ene spektakulære træ byggeri efter det andet skyder op rundt om i verden. Også i Danmark er vi ved at få øjnene op for træbyggeri, men misforståelser og manglende viden holder os tilbage. Det bliver der nu gjort noget ved.
Rundt omkring i verden slår blandt andet danske tegnestuer sig op på træbyggeri – også i højden. De nye træhøjhuse overgår det ene efter det andet i højden, og hvis ikke i højden, så i størrelsen.
Det store gennembrud for træbyggeri mangler endnu i Danmark, men en øget interesse for træet er ved at skubbe byggebranchen i den rigtige retning.
Træ som byggemateriale har nemlig en række fordele, der gør det relevant at øge andelen af træ i dansk byggeri frem for den dominerende beton. Det er en fornybar ressource, der kan være med til at sænke byggeriets høje CO2-udledning. Derudover vejer elementer af massivtræ (også kaldet CLT eller cross-laminated timber) væsentligt mindre end beton, de giver en kortere byggetid og de kræver mindre transport, da de flade træelementer kan pakkes tæt og lastbilerne dermed kan fyldes helt op.
Det har nogle af de danske boligorganisationer takket ja til, og i løbet af 2018 kan 34 familier flytte ind på Lisbjerg Bakke ved Aarhus. Også på Sjælland vil almene boliger med træ som det gennemgående materiale skyde op i den nærmeste fremtid.
Brandregler forhindrer ikke træbyggeri
Men kigger man efter nyt træbyggeri i højden herhjemme, må man ofte kigge langt.
En udbredt misforståelse om, at loven står i vejen for højt træbyggeri, lægger en dæmper på de danske planer om træhøjhuse. Det er ikke blot Hr. og Fru Danmark, som fejlagtigt tror, at træbyggeri er mere brandfarligt end andet byggeri. Også blandt fagfolk i byggebranchen huserer misforståelserne:
”Vi skal have ryddet et par misforståelser af vejen. Folk tror ofte, at brandreglerne forhindrer større træbyggerier, men det gør de faktisk ikke, for træbyggeri er ikke mere brandfarligt end andet byggeri. Indtil de første projekter over fire etager har banet vejen, kræver det, at man dokumenterer byggeprincipperne grundigt, fordi der ikke allerede er lignende byggeprojekter at henvise til, og eksempelsamlingen om brandsikring af byggeri går kun til 4 etager”, fortæller Mikael Koch, der er direktør i Træinformation, som rådgiver arkitekter, ingeniører og byggebranchens øvrige aktører om brug af træ i byggeriet.
Han minder kritikere om, at træ i byggeriet ikke er noget nyt:
”Vi har jo allerede træ i de fleste huse i form af for eksempel tagspær, nu skal vi bare have det nede i konstruktionen i væggene også”, siger han.
Og selv om den danske arkitektur i høj grad er præget af beton og tegl, så higer vi danskere stadig efter træhusene – hvad enten det er de eftertragtede, gamle etageejendomme i København, idylliske sommerhuse ved kysten, eller en helårsbolig af træ.
Konference skal skabe vidensdeling og muligheder med træ
For at få misforståelserne ud af hovedet og noget mere dansk træbyggeri på tegnebrættet afholdes konferencen Build in Wood d. 30. og 31. maj. Arrangementet, der foregår i Docken i København, skal skabe vidensdeling om træbyggeri i byggebranchen og åbne op for mulighederne for træbyggeri i Danmark.
I løbet af de to dage vil der være oplæg om alt lige fra bygherrens perspektiv på træbyggeri til gevinsterne i forhold til bæredygtighed. Der vil blive delt ud af erfaringerne fra både danske og internationale træbyggerier, og der vil være rig mulighed for vidensdeling og debat med arkitekter, ingeniører, entrepenører, bygherrer og producenter, der ønsker at bringe træbyggeriet fremad.
Build in Wood
Tid: Den 30. og 31. maj 2018 fra kl. 8.30 til henholdsvis kl. 19 og kl. 16.30
Sted: Docken, Færgehavnsvej 35, 2150 Nordhavn
Pris
Early Bird: 3.495 kr.
Tilmelding efter 26. april er prisen: 3.995 kr.
Studerende: 1.200 kr.
Grupperabat: Ved tilmelding af 3+ deltagere opnås rabat.
Alle nævnte priser er ekskl. moms.
Læs mere hos Build in Wood.
Modtag gratis nyt om træ:
-
Modtag Træ.dks nyhedsbrev
Få nyheder om træ og andet interessant trænyt direkte i din indbakke.
-
Følg Træ.dk på Facebook
Vi deler nyheder og viden om træ, træprodukter og meget andet trænyt.
-
Følg Træ.dk på Instagram
Vi deler billeder og hygger med quizzer. #trædk