Stribet træ med australsk accent
Australske Bankston Architectural og designstudiet YSG har i fællesskab lanceret en serie af dørhåndtag og tilbehør, der med sine farver og striber skiller sig markant ud fra de fleste andre produkter i den genre.
Et af de mere spektakulære håndtag i kollektionen er Kooky Streaker, der er placeret i en 45 graders vinkel. Resultatet er dørgreb, der ikke bare åbner og lukker, men ‘udfordrer selve oplevelsen af, hvad en dør kan være’. Ifølge Bankston Architectural handler det om at give hverdagsdetaljer personlighed:
“The Streaks er, hvad der sker, når man forener design, der udfordrer vores opfattelser, med træets uforfalskede skønhed,” siger virksomhedens co-CEO Steve Bradley til internetmagasinet dezeen og tilføjer:
“Vi synes, at hvert enkelt element i kollektionen har sin egen lille personlighed – dristig, fræk og fuld af energi. Det minder os om, at godt design ikke kun handler om form og funktion, men også om at have det sjovt undervejs.”
Håndlavede håndtag
Kernen i kollektionen er de stribede trægreb, men serien rummer også knopper, håndtag og greb i forskellige størrelser samt enkelte varianter støbt i patineret bronze, for dem der ønsker at kombinere materialerne.
De lyse farver eller bånd er lavet af Amerikansk Ask (Fraxinus americana) og en art af eukalyptus kaldet Blackbutt (Eucalyptus pilularis).
De mørke er en kombination af Amerikansk Valnød (Juglans nigra) og en australsk træart i Mahogni-familien (Toona ciliata), mens de farvede er sat sammen af en art af Purpleheart fra New Zealand (Peltogyne spp.) og Afrikansk Padauk (Pterocarpus soyauxii).
Alle produkter i serien er håndlavet i Australien af certificeret træ. Træet er udvalgt for dets struktur, farvespil og bearbejdelighed. Hvert håndtag viser en ny måde at bruge træ i det arkitektoniske rum – ikke som baggrund, men som en aktiv og synlig del af helheden, lyder det fra Bankston Architectural.
Serien blev fremvist for første gang ved designfestivalen 3daysofdesign i København tidligere på sommeren.
Kilder: dezeen og Bankston Architectural
Fotos: Bankston Architectural
Læs mere:
Modtag gratis nyt om træ:
-
Modtag Træ.dks nyhedsbrev
Få nyheder om træ og andet interessant trænyt direkte i din indbakke.
-
Følg Træ.dk på Facebook
Vi deler nyheder og viden om træ, træprodukter og meget andet trænyt.
-
Følg Træ.dk på Instagram
Vi deler billeder og hygger med quizzer. #trædk
-
Følg Træ.dk på LinkedIn
Networking og brancherelevante nyheder.
-
Følg Træ.dk på Twitter
Få nyhederne med det samme.
-
Følg Træ.dk på Pinterest
Lad dig inspirere af vores opslagstavler.
