Student? Ikke før du har plantet nogle træer!
En ny lov skal lære filippinske unge at tage ansvar for miljøet og samtidig løse landets problemer med afskovning.
I denne søde eksamenstid, hvor blomster og studenter springer ud, og feriehungrende skoleelever utålmodigt venter på at gå ombord i sommeren, er det værd at bruge et øjeblik på at vende blikket mod Filippinerne.
I den smukke østat er der kommet et politisk forslag, som pålægger elever, der afslutter en uddannelse – lige fra grundskolen til universitet – at plante ti træer, før deres eksamen gælder som bestået.
Loven hedder “Graduation Legacy for the Environment Act” og vil ifølge forslagsstilleren Gary Alejano fra Magdalo-partiet give unge mennesker en vigtig grund til at involvere sig i klimaforandringerne og måske en anledning til at tage endnu mere ansvar for at bidrage til en verden i økologisk balance.
Behov for mange flere træer
Filippinerne mangler i høj grad træer. For 100 år siden fyldte skovene 70 procent af landet, nu er det kun 20 procent, skriver the Independent. Det kan mærkes, blandt andet i form af oversvømmelser og jordskred.
Eksaminanderne skal plante de nye træer i eksisterende skov, mangroveskove, beskyttede områder, militære områder og udvalgte byområder. Arterne skal passe til lokalområdet og meget gerne være oprindelige træarter.
12 millioner børn færdiggør hvert år grundskolen, fem millioner bliver færdige fra high school, mens over en halv million tager eksamen fra universitetet hvert år. Hvis loven bliver vedtaget af Senatet og derefter underskrevet af præsidenten, vil det betyde 175 millioner nye træer hvert år – det svarer til 525 milliarder træer i løbet af en generation.
Hvis bare 10 procent af træerne overlever og vokser sig store, vil det stadig betyde en kæmpe forbedring for det træhungrende land, understreger Alejano.
Og hvem ved – måske spreder ideen sig, så træplantning bliver en del af pensum i andre lande også? Selvom skovarealet er stabilt eller moderat stigende i tempererede og nordlige områder, falder det i troperne og subtroperne – heldigvis langsommere end tidligere, viser tal fra FN’s Fødevare- og Landbrugsorganisation. Verden har altid brug for et ekstra CO2-optagende træ.
Kilde: The Independent og Treehugger
Modtag gratis nyt om træ:
-
Modtag Træ.dks nyhedsbrev
Få nyheder om træ og andet interessant trænyt direkte i din indbakke.
-
Følg Træ.dk på Facebook
Vi deler nyheder og viden om træ, træprodukter og meget andet trænyt.
-
Følg Træ.dk på Instagram
Vi deler billeder og hygger med quizzer. #trædk
-
Følg Træ.dk på LinkedIn
Networking og brancherelevante nyheder.
-
Følg Træ.dk på Twitter
Få nyhederne med det samme.
-
Følg Træ.dk på Pinterest
Lad dig inspirere af vores opslagstavler.