Superlet træcykel giver masser af street credit
Hollandsk snedker og cykelentusiast har skabt en superlet cykel af asketræ som bare vejer 11 kg. Den elegante træcykel giver en masse opmærksomhed på cykelstien.
Designer og træhåndværker Paul Timmer fra Amsterdam har skabt en superlet cykel i asketræ.
Cyklens træramme giver store fordele fordi den absorberer vibrationerne fra underlaget – og så vejer den bare 11 kg.
Paul Timmer er ivrig cykelentusiast og passioneret for arbejdet med træ. Han har bygget cyklen til eget brug, men pga. stor interesse er han nu begyndt at producere cyklen til en række butikker og udstillinger. Prisen bliver omkring 3.000 Euro.
”Men produktionen bliver ikke stor, for jeg vil blive ved med at bygge cyklerne selv. Det er det sjoveste jeg ved”, fortæller han.
Læs også om samme designer: Lækkert trædesign til gangbesværede
Massivt asketræ
Paul Timmer har kun brugt massivt asketræ til sin cykelramme – altså ikke noget med limtræ eller finér. Træet er behandlet med en mat PU lak, der beskytter mod regn og fugt. Metaldelene er specialfremstillet i 3D printet aluminium.
Let og stærk
Paul Timmer kunne også lave rammen af eg, som måske kunne få træet til at holde bedre. Men det gør cyklen tungere.
”Cyklen er let og stærk med ask og jeg er overhovedet ikke bange for om det kan holde. Jeg er faktisk mere bekymret for om de 3D printede aluminiumsdele holder”, fortæller han.
Træ er det bedste byggemateriale
Paul Timmer bruger ikke træ som en smart løsning, men simpelthen fordi træ er det bedste byggemateriale der findes.
”Det er det eneste materiale som er skabt af moder jord. Den her cykel er lige så stærk som en cykel i stål. Men så må den udformes bedre end en stålcykel. Udfordringerne ligger i detaljerne”, siger han.
Smart gaffelkonstruktion
Cyklens gaffelkonstruktion er en af de udfordrende detaljer som Paul Timmer har løst på en iøjnefaldende og smart måde. I stedet for at forgaflen går igennem rammen, så er gaflen monteret uden på rammen. Gaffelkonstruktionen går dermed fra hjulet direkte op i styret, hvilket giver ekstra stabilitet og et specielt udseende.
Remtræk
En anden speciel ting ved Paul Timmers træcykel er valget af remtræk i stedet for en almindelig cykelkæde. Remtrækket fra Gates er lettere, mere holdbart, og behøver ikke smøring, hvilket er en stor fordel på en træcykel.
Street credit
Paul Timmer får en masse opmærksomhed når han cykler på sin træcykel.
“Det tager evigheder at komme hjem. Folk tager billeder og stiller en masse spørgsmål. Det er fedt”, fortæller han med et smil.
Paul Timmer er oprindelig uddannet snedker, men han er også eksamen fra Kunsthøjskolen i Haag. Hans arbejde foregår på grænsen mellem kunst, design og håndværk – men altid med træ.
Se mere på Paul Timmers hjemmeside
Læs mere:
Nyheder om træ:
-
Modtag gratis nyt om træ:
Få nyheder om træ og andet interessant trænyt direkte i din indbakke.
-
Følg Træ.dk på Facebook
Vi deler nyheder og viden om træ, træprodukter og meget andet trænyt.
3 kommentarer
Vi kan også i Danmark http://cohandco.com
Skønt at se at vi også kan lave fede træcykler her til lands og et oplagt emne at tage op her på siden. Tak for tippet!
Tjek den smukke cykel fra Coh&co ud her på Træ.dk: Dansk Træcykel født som designklassiker