Svenske skovdata samles i nyt center
På vej op i ICOS-tårnet, hvor der indsamles data om atmosfæren, klimaet og kulstofudvekslingen. Foto: Andreas Palmén
Efter at have været fordelt på mange forskellige lokationer flytter forskellige svenske skovforskningsenheder nu sammen i et nyt center. Målet er at gøre det lettere at arbejde med avancerede analyser, moderne regnekraft og kunstig intelligens og at skabe et fælles datagrundlag, der kan bruges i modeller og analyser i skovsektoren.
Det skriver Sveriges Landbrugsuniversitet, SLU.
Det nye center går under navnet WIFORCE Arena og bliver lanceret i regi af Wallenberg Initiatives in Forest Research (WIFORCE) ved Sveriges Landbrugsuniversitet (SLU) og Umeå Universitet. Her skal avanceret dataanalyse slå pjalterne sammen med feltforskning for tilsammen at støtte bæredygtig skovforvaltning.
“Det er et unikt initiativ, som for første gang gør det muligt at samle skovrelaterede data ét sted og forberede dem til avancerede analyser ved hjælp af moderne regnekraft og kunstig intelligens. Ved at kombinere tilvækstdata, klimadata, jordbundsdata og andre datakilder får vi helt nye muligheder for at forstå, hvad der styrer skovens udvikling og klimafordele,” siger Ove Nilsson, programdirektør for WIFORCE.
I toppen af datadrevet skovforskning
I centret skal data samles og kvalitetssikres af en dedikeret faglig funktion, så arbejdet bliver lettere for både forskere og aktører i skovsektoren. Centret får adgang til avanceret regnekraft via HPC2N supercomputing centre ved Umeå universitet og det nationale forskningsprogram Wallenberg AI, Autonomous Systems and Software Program (WASP).
“Vi er overbeviste om, at Sverige kan indtage en førende position inden for datadrevet skovforskning. Med dette initiativ er vi i front med at udvikle analyser, som tidligere ikke har været mulige inden for skovområdet,” forklarer Ove Nilsson.
Forskere fra flere discipliner
Ud over datacentret omfatter WIFORCE Arena tre feltforskningsarenaer, der tilsammen skal give et bredt og langsigtet grundlag for forskning i skovens udvikling. Fokus er henholdsvis skovens klima- og vandprocesser, effekter af forskellige skovforvaltningsmetoder samt træers genetiske variationer og modstandskraft.
I feltenhederne skal forskere fra flere discipliner samarbejde med myndigheder, skovindustrien og andre interessenter. Ved at koble feltmiljøerne med fælles datalagring og modellering bliver det muligt for forskere, skovsektor og offentlige myndigheder at analysere, hvordan klimaændringer og skovforvaltning påvirker biodiversitet, vækst og klimafordele.
SLU peger på, at skovene står over for flere klimarelaterede udfordringer, og at det endnu er uklart, om de seneste års fald i tilvækst og stressrelaterede skader er midlertidige eller starten på en længere udvikling. Derfor er der ifølge universitetet behov for ny viden og forbedrede modeller, der kan støtte fremtidig skovforvaltning og balancere mål om produktion, klimafordele og biodiversitet.
Kilde: slu.se
Modtag gratis nyt om træ:
-
Modtag Træ.dks nyhedsbrev
Få nyheder om træ og andet interessant trænyt direkte i din indbakke.
-
Følg Træ.dk på Facebook
Vi deler nyheder og viden om træ, træprodukter og meget andet trænyt.
-
Følg Træ.dk på Instagram
Vi deler billeder og hygger med quizzer. #trædk
-
Følg Træ.dk på LinkedIn
Networking og brancherelevante nyheder.
-
Følg Træ.dk på Twitter
Få nyhederne med det samme.
-
Følg Træ.dk på Pinterest
Lad dig inspirere af vores opslagstavler.