Tømrerfaglærer vinder Byggeriets Faglærerpris
Den allerførste udgave af Byggeriets Faglærerpris er blevet tildelt en faglærer, som formår at videregive en faglig stolthed og glæde til sine elever.
Motiverende og inspirerende faglærere er det bedste udgangspunkt for godt byggeri og dygtige håndværkere. Derfor har Boligfonden Kuben og Uddannelsesforbundet stiftet Faglærerprisen, som for første gang blev uddelt tidligere på ugen.
Prisen gik til Maj-Britt Kristiansen, der er faglærer på tømrer- og byggemontageteknikeruddannelsen ved erhvervsskolen Tradium i Randers.
“En god faglærer har både en stærk faglighed og en god, velfunderet pædagogisk ballast. En der virkelig formår at favne og løfte de unge. Det er i høj grad kendetegnende for Maj-Britt Kristiansen,” fortalte Hanne Pontoppidan, formand for Uddannelsesforbundet, til prisoverrækkelsen og fortsatte:
“Maj-Britt Kristiansen skaber et godt læringsmiljø, der både sikrer trivsel og arbejdsglæde blandt eleverne. Hun har en stærk personlighed og har hele tiden blik for de unges og fagets behov.”
Fra Tradiums side var der stor stolthed at spore hos direktør, Lars Michael Madsen, der også anerkendte Mai-Britts undervisning:
”Du udvikler både hænder, hoveder og hjerter med din måde at undervise på. Du bygger de unge mennesker op, du bygger bro til producenter og leverandører, du bygger uddannelsen op, så den når et højere niveau. Du løfter alle omkring dig, derfor er du en stærk kapacitet, som du skal vide, at jeg er meget beæret over at være på hold med.”
Et skulderklap til inspirerende faglærere
Faglærerprisen blev stiftet i 2017, og sidste år kunne ledelsen og foreningsformanden/tillidsrepræsentanten på landets erhvervsskoler med en byggefaglig uddannelse indstille en eller flere kandidater til prisen. Det var muligt både at indstille byggefaglærere og byggefaglærerteams.
Prisen er en hæder og et skulderklap til de mange dygtige og inspirerende faglærere, der er med til at gøre en forskel for fremtidens håndværkere.
“Godt byggeri hænger sammen med dygtige håndværkere. Og dygtige håndværkere er et resultat af gode uddannelsessteder med inspirerende faglærere. Derfor vil vi hædre de ildsjæle, der brænder for at videregive viden og støtter op om eleverne. Ildsjæle, der gør byggeriet til den bedste karrierevej,” siger Henrik Mielke, adm. direktør i Enemærke & Pedersen og bestyrelsesmedlem i Boligfonden Kuben.
Prisen blev overrakt ved et aftenarrangement i Tradiums tømrerafdeling i Randers onsdag den 1. august. Med prisen følger et legat på 30.000 kr., som giver vinderen mulighed for at tage på studierejse og indhente ny viden og inspiration.
Læs mere:
Modtag gratis nyt om træ:
-
Modtag Træ.dks nyhedsbrev
Få nyheder om træ og andet interessant trænyt direkte i din indbakke.
-
Følg Træ.dk på Facebook
Vi deler nyheder og viden om træ, træprodukter og meget andet trænyt.
-
Følg Træ.dk på Instagram
Vi deler billeder og hygger med quizzer. #trædk
-
Følg Træ.dk på LinkedIn
Networking og brancherelevante nyheder.
-
Følg Træ.dk på Twitter
Få nyhederne med det samme.
-
Følg Træ.dk på Pinterest
Lad dig inspirere af vores opslagstavler.