Tømrerprisen 2018 går til projekt på Solskinsøen
Brugen af bornholmsk eg i byggeriet af det nye besøgscenter ved Hammershus udløser Tømrerprisen 2018.
I tirsdags modtog Nordbornholms Byggeforretning ApS og Arkitema Architects i samarbejde med professor Christoffer Harlang og Wissenberg Rådgivende Ingenørfirma Tømrerprisen 2018 for den veludførte anvendelse af bornholmsk eg i det nye besøgscenter ved Hammershus.
Besøgscentrets 1.400 m2 store tagflade, danner en diskret udsigtsplatform, der er smukt dækket af bornholmske egeplanker. De mange meter planker af bornholmsk eg har en fremtrædende rolle inde i besøgscentret, på taget og på terrassen. Denne rolle fortsætter i broen, der udløber fra terrassen foran centret.
Inde i besøgscentret har beton, glas og stål fået elegant modspil fra det specialfremstillede inventar i bornholmsk eg. Materialerne klæder hinanden og giver samlet det ønskede eksklusive indtryk, som holdet bag har ønsket.
”Det har været en utrolig spændende opgave, hvor vi har haft en bunden opgave og nogle meget klare linjer. Vi har valgt at tegne et center, hvor vi har brugt nogle eksklusive materialer, der passer til stedet, men samtidig fokuseret på at gøre det indbydende og nede på jorden. Det skal være et sted, hvor alle føler sig velkomne og hvor arkitekturen er til at forstå,” fortæller senior partner i Arkitema, Poul Schülein.
Bygherren, ved Skovrider Søren Friese:
»Den helt store udfordring var, at vi nærmest byggede på en bjergside. Det er en helt spektakulær placering, og vi har gjort os umage med de geotekniske undersøgelser, men når man kommer ned i undergrunden, kan den byde på overraskelser. Det viste sig, at klippen ikke var så fast som ventet, og derfor var man nødt til at fjerne yderligere 2.000 kubikmeter og konstruere et væsentligt større fundament i beton. En anden og meget sjovere udfordring var at udvælge de mange egetræer, der skulle skoves for at give de ca. 400 kubikmeter råtræ, der efter opskæring skulle blive til de fineste egeplanker til byggeriet. Træerne var ca. 70-80 år gamle. Nu giver vi byggematerialer tilbage til Hammershus med tak for lån”.
Efter næsten fem års arbejde kan de besøgende nu sidde i caféen og nyde udsigten til Hammershus, det omkringliggende landskab og havet, eller de kan gå en tur på taget og være midt i naturen.
Besøgscentret ved Hammershus er 1.000 m2 stort, har kostet ca. 80 mio. kr. og blev åbnet d. 22. marts 2018.
Tømrerprisens formål
Formålet med tømrerprisen, som uddeles af Københavns Tømrerlaug, er at belønne personer, firmaer, organisationer eller bygherrer, som har udført eller har deltaget i et byggeri, hvor trækonstruktioner indgår som en markant bygningsdel, eller hvor tømrerfaget på anden vis har spillet en afgørende rolle. Tømrerprisen kan også gives ved nytænkning og dristig arkitektur, hvor træ er hovedbygningsdelen.
Det er et krav, at både håndværk og materialer er af høj kvalitet.
Tømrerprisen er på 150.000 kroner. Den kan uddeles hvert år og evt. opdeles. Hvis priskomitéen ikke vurderer, at der er en egnet modtager, kan komitéen undlade at uddele prisen.
Tømrerprisen er indstiftet og finansieret af Kirsten og Freddy Johansens Fond.
Priskomitéen
Jan Søndergaard, Arkitekt, professor på Arkitektskolen i København
Rolf Anderson, formand for Bygherreforeningen i Danmark
Lars Storr-Hansen, adm. direktør i Dansk Byggeri
Søren Larsen, Københavns Tømrerlaug
Flemming Kjærgaard, Københavns Tømrerlaug
Henrik Dyssell, Oldermand, Københavns Tømrerlaug
Modtag gratis nyt om træ:
-
Modtag Træ.dks nyhedsbrev
Få nyheder om træ og andet interessant trænyt direkte i din indbakke.
-
Følg Træ.dk på Facebook
Vi deler nyheder og viden om træ, træprodukter og meget andet trænyt.
-
Følg Træ.dk på Instagram
Vi deler billeder og hygger med quizzer. #trædk
-
Følg Træ.dk på LinkedIn
Networking og brancherelevante nyheder.
-
Følg Træ.dk på Twitter
Få nyhederne med det samme.
-
Følg Træ.dk på Pinterest
Lad dig inspirere af vores opslagstavler.