Tolvkantet trækirke på vej i Nordhavn

0

En kirke behøver ikke være kæmpestor og tung. Den kan også være ganske let, bygget i træ og være designet til adskillelse. Sådan er det med den nye Tiny Church i Københavns Nordhavn.

Af

Den første danske trækirke blev efter alt at dømme bygget omkring år 965 af Harald Blåtand – vikingekongen, der på Jellingestenen bryster sig af at være ham, der gjorde danerne kristne.

Her mere end tusind år – og tusindvis af stenkirker – senere, ser en helt ny kirke af træ snart dagens lys.

I Københavns Nordhavn er en såkaldt tiny church nemlig på vej, og efter planen skal kirken stå færdig i løbet af foråret 2025.

”Tiny” og ”large” på samme tid

Det er arkitekt Julius Nielsen, som med sit koncept Tolvkanten vandt konkurrencen om at opføre den lille kirke.

”Når man skal udnytte et areal optimalt, er en cirkel i virkeligheden den bedste løsning, men den er også svær at bygge, fordi væggene så skal være krumme. Derfor valgte jeg at tegne en tolvkant, så man kommer tæt på cirkelformen, men uden de krumme vægge. At jeg netop endte på 12 kanter, var en kombination af en pragmatisk tilgang og en teologisk vinkel, der tager udgangspunkt i de tolv disciple. Samtidig bliver kirken udstyret med et stort ovenlysvindue, der forener kirken med himmelrummet”, forklarer Julius Nielsen.

Nielsens forslag faldt i god jord hos dommerkomiteen, der enstemmigt udpegede Tolvkanten som vinder af arkitektkonkurrencen blandt intet mindre end 105 indsendte forslag.

”Forslaget balancerer meget fint mellem det hverdagsagtige verdslige og ydmyge og det ophøjede sakrale og værdige. Den formår faktisk på en gang både at være monumental og skrøbelig. På én gang ”tiny” og ”large”, som forslagsstilleren selv beskriver det”, lyder argumentationen fra dommerne i betænkningen.

Bygget af overskudstræ

Kirken bliver opført i træ, herunder en del overskudstræ fra Dinesen Gulve. Til isoleringen anvendes papiruldsgranulat lavet af gamle aviser, og kirken bliver efterfølgende malet med silicatmaling og kalk, så den opnår den matte hvide overflade, som man kender fra mere traditionelle kirker.

Den nye tiny church skal trods sin beskedne størrelse opfylde alle de samme funktioner som en almindelig kirke. Samtidig er den designet til at kunne flyttes til en ny lokation, når behovet opstår.

Kirken er ment som en midlertidig foranstaltning, indtil den permanente kirke på Levantkaj er færdigbygget og kan dække behovet for de mere end 4.000 mennesker, der er flyttet til området. Hvornår det sker, er imidlertid stadig uvist.

Nordhavns sognebørn forventes at kunne gå ombord i den tolvkantede trækirke til sommer.

Indtil da er alle velkommen til ”Tiny samtaler” om byggeriet den første torsdag i hver måned. Det foregår hos Fremtidens Frie Fiskere – næste gang den 6. marts 2025. Læs mere her

Kilder: Nationalmuseet, By og Havn, Kirkefondet og Hans Egedes Kirke

Fotos og illustrationer: Tiny Church Nordhavn

 

 

Hvad er en “Tiny Church”?

”Idéen stammer fra Holland, konceptet betyder både lille hus og Simply Living, enklere livstil med mere fællesskab.

Byggeriet skal være bæredygtigt, både i materialevalg, ifht. områdets natur og for de mennesker der skal bruge det.

Der er fokus på at bygningen er multifunktionel og foranderlig. Rummet kan skifte mellem at være kirkerum, samlingssted etc.”

Kilde: Københavns Stift

Modtag gratis nyt om træ:

SKRIV EN KOMMENTAR

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Felter markeret med * skal udfyldes.

Træ.dk på Facebook

Vi deler historier, foto og videoer af skov, træ og træprodukter.

Nyhedsbrev

Få gratis nyheder om træ og træprodukter direkte i din indbakke.

Tilmeld nyhedsbrev

TRÆ.DK

Egebækvej 98
DK-2850 Nærum