Tordenvejr tænder lys i trætoppen

0

Af

Små lysglimt tændes på bladspidserne, forsvinder og blinker frem igen et andet sted i trækronen.

Træer kan åbenbart levere et veritabelt lysshow under et tordenvejr, men lyset er så svagt, at vi ikke kan se det med det blotte øje. Ikke desto mindre har forskere haft en mistanke om træernes tordenvejrstalenter gennem mange år, og nu har et forskerhold fra Pennsylvania State University i USA for første gang observeret og målt de elektriske udladninger på træer ude i naturen.

I spidsen for holdet står meteorologen Patrick McFarland. Sammen med sine kolleger jagtede han tordenvejr langs USA’s østkyst i sommeren 2024 for at fange fænomenet, der kaldes koronaudladninger.

Lys i laboratoriets mørke

Nu har holdet så altså dokumenteret fænomenet, som forskere længe har formodet også opstår ude i naturen, men hidtil kun har kunnet fremkalde og studere i laboratoriet.

Træernes glimteri skyldes små elektriske udladninger, der opstår, fordi tordenskyernes elektriske ladning fremkalder en modsat ladning i jorden. Ladningen bevæger sig op gennem træerne og kan udløse de lysende udladninger ved spidserne af blade og nåle.

I laboratoriet havde McFarland og hans kolleger efterlignet tordenvejret med elektrisk ladede metalplader over små gran- og ahorntræer i potter. Men selv her skulle der mørklægning til for at se resultatet.

»Når man i laboratoriet slukker alt lys, lukker døren og blænder vinduerne, kan man lige akkurat se koronaudladningerne. De ligner en blå glød,« fortæller Patrick McFarland i en pressemeddelelse fra den videnskabelige organisation AGU.

Uvejrsjagt med hul i taget

For at indfange fænomenet ude i den virkelige verden, indrettede McFarland og kolleger en Toyota-minivan med måleudstyr og et periskop, som gennem et hul i taget ledte lys ned til kameraet.

Den ombyggede Toyota Sienna, som forskerholdet brugte til at observere koronaudladninger på træer under tordenvejr. Foto: Patrick McFarland

Den ombyggede Toyota Sienna, som forskerholdet brugte til at observere koronaudladninger på træer under tordenvejr. Foto: Patrick McFarland

“Vi var nødt til at tage et af sæderne ud og lægge de her vibrationsdæmpende puder ind, så vores instrumenter ikke hoppede op og ned, mens vi kørte”, fortæller McFarland. “Det sjoveste var at tage en stiksav og skære et 12 tommer stort hul i taget. Det ødelagde fuldstændig bilens værdi, men pyt med det.”

Under et tordenvejr i North Carolina rettede holdet kameraet mod tre grene på et løvtræ. Da de bagefter gennemgik optagelserne, fandt de 41 udladninger på halvanden time. Glimtene varede op til tre sekunder og dukkede skiftevis op på forskellige blade.

Holdet registrerede lignende udladninger på en nærliggende fyr og på træer under fire andre tordenvejr mellem Florida og Pennsylvania. McFarland forestiller sig derfor, at toppen af samtlige træer kan gløde under et tordenvejr.

Om de små glimt er helt uskadelige, er endnu uklart. De kan sætte spor og svide spidserne på træets blade og nåle, men betydningen for træernes sundhed på længere sigt står endnu hen i det uvisse. McFarland håber derfor, at næste skridt kan være at få skovøkologer og botanikere med til at undersøge konsekvenserne for både træerne og skoven.

 

Kilde: AGU.org

Videnskabelig artikel: Corona Discharges Glow on Trees Under Thunderstorms

Modtag gratis nyt om træ:

SKRIV EN KOMMENTAR

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Felter markeret med * skal udfyldes.

Træ.dk på Facebook

Vi deler historier, foto og videoer af skov, træ og træprodukter.

Nyhedsbrev

Få gratis nyheder om træ og træprodukter direkte i din indbakke.

Tilmeld nyhedsbrev

TRÆ.DK

Egebækvej 98
DK-2850 Nærum