Træbyggeri er lig med trivsel
Træ er tæt forbundet med trivsel. En ny, svensk undersøgelse viser, at det giver en god akustik, en hyggelig stemning og sågar kan medføre stolthed at bo i træ.
Der er masser af gode argumenter for at bygge mere med træ – og nu viser det sig, at træbyggeri også kan skabe trivsel og glæde!
Det slår en ny, svensk undersøgelse fast, som blev udgivet i bogen Trivsel i Trähus i 2021.
Studiet blev foretaget af Center for Boligarkitektur (CBA) ved Chalmers i Göteborg, sammen med White Arkitekter, som har tegnet bygningerne i Frostaliden, hvor undersøgelserne fandt sted. Frostaliden er et af Sveriges største boligområder med høje bygninger i træ.
For at undersøge boligkvaliteten og trivslen lavede Ola Nylander, direktør i CBA, og Jan Larsson fra White arkitekter og adjungeret professor på CBA, dybdegående interviews med beboerne i de to 8-etagers bygninger, som stod klar i slutningen af 2018. Interviewene blev efterfulgt af en rundspørge til alle 52 husstande i de to bygninger.
”Alle, vi har talt med, satte pris på synlige vægge i massivt træ. De mente, at væggene bidrog til en hyggelig stemning og til en god akustik. Derudover syntes de, at væggene var flotte at se på og meget praktiske, fordi de for eksempel gør det nemt at sætte malerier op,” fortæller Ola Nylander til Woodnet.
Afspejler bæredygtig livsstil
Frostalidens to huse, der er blevet undersøgt, har en konstruktion af limtræ og CLT. Indenfor går man på lyse trægulve mellem vægge af synligt, laseret massivtræ. Husenes facade består af cedertræspåner, og netop træets synlighed viser sig at være vigtig. Beboerne udtrykte nemlig en stolthed over at bo i et træhus, der også ligner et træhus, fordi det afspejler en bæredygtig livsstil, som de gerne vil forbindes med.
Forskerne fra CBA vil fortsætte undersøgelserne i andre huse af træ. Her vil de, udover boligkvalitet og trivsel, også kigge på de aspekter omkring vedligeholdelse der er, når man bygger høje træhuse.
”Resultaterne fra boligundersøgelsen i Frostaliden viser tydeligt, at høje træhuse har stor betydning i arbejdet med at skabe mere bæredygtige bymiljøer, hvor folk trives og har det godt,” siger Johan Fröbel, chef for teknologi og handel i brancheorganisationen Svensk Træ.
Læs mere om de mange andre fordele ved træbyggeri her, og se også artiklerne om Sundhed og træ og Sunde træudsigter.
Kilde: Woodnet.se
Læs mere:
Modtag gratis nyt om træ:
-
Modtag Træ.dks nyhedsbrev
Få nyheder om træ og andet interessant trænyt direkte i din indbakke.
-
Følg Træ.dk på Facebook
Vi deler nyheder og viden om træ, træprodukter og meget andet trænyt.
-
Følg Træ.dk på Instagram
Vi deler billeder og hygger med quizzer. #trædk
-
Følg Træ.dk på LinkedIn
Networking og brancherelevante nyheder.
-
Følg Træ.dk på Twitter
Få nyhederne med det samme.
-
Følg Træ.dk på Pinterest
Lad dig inspirere af vores opslagstavler.