Træ er sundt for sjælen

1

Grønt er godt for både øjnene og sjælen. Forskning både herhjemme og i udlandet peger på en tæt sammenhæng mellem vores psykiske tilstand og graden af grønne, naturlige omgivelser.

Af -

Vokser du op omgivet af grønne omgivelser, har du op til 55 procent lavere risiko for at udvikle psykisk sygdom senere i livet. Det konkluderer et hold forskere på Aarhus Universitet efter at have undersøgt sammenhængen mellem 16 psykiske lidelser og mængden af grønne områder, den enkelte har haft omkring sig gennem opvæksten. Resultaterne er offentliggjort i det ansete amerikanske tidskrift PNAS.

Det bør have konsekvenser for den måde, vi indretter vores byer på, mener forskerne bag studiet.

”Sammenhængen mellem mental sundhed og adgang til grønne arealer i ens nærområde er noget, der i endnu højere grad bør tænkes ind i byplanlægningen, så vi kan få grønnere og sundere byer, der giver færre psykiske lidelser,” siger professor Jens-Christian Svenning fra Institut for Bioscience, Aarhus Universitet, i en pressemeddelelse.

Flere bor i byer

Andelen af mennesker, der bor i byer, vokser hele tiden, og det samme gør antallet af mennesker med en psykisk lidelse. De aarhusianske forskere er overbeviste om, at der er en tæt sammenhæng mellem byliv og psykiske sygdomme. Derfor bør børn vokse op med adgang til træer og anden natur.

”Med vores datasæt kan vi vise, at risikoen for at udvikle en psykisk lidelse bliver mindre, jo længere tid man har været omgivet af grønne omgivelser fra fødslen og op til tiårs alderen. Grønne omgivelser er altså vigtige under hele opvæksten,” forklarer postdoc Kristine Engemann fra Institut for Bioscience og Center for Registerforskning ved Aarhus Universitet, som har stået i spidsen for undersøgelserne.

Forsøg med voldelige film

Det er ikke kun i Aarhus, der bliver forsket i sammenhængen mellem natur og helbred. På universitet i Primorska, Slovenien, har den amerikanske forsker og ph.d. Michael Burnard – der inden sin akademiske karriere arbejdede i en tømmervirksomhed i sin hjemby Oregon, USA – påvist, at den blotte tilstedeværelse af træ reducerer stresssymptomer.

I et af sine forsøg placerede Burnard forsøgspersonerne i to identiske rum, hvor den eneste forskel var skrivebordet – i det ene rum var det hvidt, i det andet var det af træ. Forsøgspersonerne fik nu vist voldelige scener fra actionfilmene Jason Bourne og Haywire, mens de fik målt hjerterytme og niveauet af kortisol (hormon forbundet med stress).

Resultatet? Kortisolniveauet var markant højere i ”det hvide rum” end i ”trærummet”. Det indikerer, at tilstedeværelsen af træ eller andre naturmaterialer i vores omgivelser – hjemme eller på arbejdspladsen – reducerer oplevelsen af stress, og at der er en tæt sammenhæng mellem naturlige omgivelser og mental sundhed, som også forskerne på Aarhus Universitet peger på.

”Vi er blevet klar over, at vores omgivelser har større betydning, end man tidligere troede. Derfor er vores studie vigtigt, da det giver os en bedre forståelse for årsagerne til psykiske lidelser”, siger Kristine Engemann.

 

Kilder: PNAS, Aarhus Universitet og InnoRenew CoE

Fakta

Modtag gratis nyt om træ:

En kommentar

  1. Thorvald Johannes Pedersen siger:

    Der er meget der tyder på at synlige træoverflader o.lign. er værd at gå efter. Dette siger både undersøgelser som ovennævnte samt udtalelser fra brugere af bygninger med synligt træ.

SKRIV EN KOMMENTAR

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Felter markeret med * skal udfyldes.

Retningslinjer for kommentarer

Træ.dk på Facebook

Vi deler historier, foto og videoer af skov, træ og træprodukter.

Nyhedsbrev

Få gratis nyheder om træ og træprodukter direkte i din indbakke.

Tilmeld nyhedsbrev

TRÆ.DK

Egebækvej 98
DK-2850 Nærum

  Tilmeld nyhedsbrev
TILMELD NYHEDSBREV

Modtag nyheder, viden og inspiration om træ fra Træ.dk.
Dine oplysninger vil kun blive brugt i forbindelse med Træ.dk’s nyhedsbrev.

×