Træ har formet hele menneskets historie
En engelsk professor er aktuel med en ny bog, hvori han argumenterer for, at træ har spillet en hovedrolle for menneskets udvikling indtil i dag – og at også vores fremtid afhænger af materialet.
Alle kender Bronzealderen, Stenalderen og Jernalderen – men hvorfor er der ikke noget der hedder Træalderen?
Det kommer måske til at ændre sig fremover, hvis det står til biologiprofessor Roland Ennos fra Hull Universitet i England. Han er en mand, der er mere end almindeligt glad for træ. Faktisk mener han, vi kan takke træ for, at vi overhovedet er, hvor vi er, på evolutionens stige.
Og som vores planet plages af skovrydning og klimaforandringer er det endnu vigtigere end nogensinde at forstå, præcis hvor vigtige træer faktisk er for mennesker.
Det har han skrevet en bog om: ”The Wood Age: How One Material Shaped the Whole of Human History”, som desværre (endnu?) ikke er oversat til dansk.
Vores kroppe er formet af træerne
Vores forbindelse med træer strækker sig millioner af år tilbage til vores tidligste forfædre, og ifølge Ennos er den forbindelse stadig indprentet i vores DNA.
“Vi tror, vi er anderledes end resten af primaterne, men det meste af vores krop er faktisk designet til at leve i træerne, som vi gjorde engang. For eksempel har vi hænder, der kan gribe, og arme, der hjælper os med at trække os op og klatre i træer,” siger han til ABC RN’s Late Night Live.
Da vores tidlige forfædre besluttede at flytte fra træerne og ned på jorden, fandt vi ud af at bruge træet på en måde, der har vist sig som et af de vigtigste værktøjer i den menneskelige udvikling: At lave ild.
Ild betød ikke blot beskyttelse mod rovdyr og muligheden for at tilberede mad over bål, men spillede også en rolle i udviklingen af vores hud, mener professor Ennos.
Da vores forfædre begyndte at leve sammen og sove omkring lejrbål i stedet for at være alene i trætoppene, have de små organismer på deres behårede kroppe frit spil til at hoppe over på naboen.
“Jeg tror, vi mistede vores kropsbehåring for at skåne os selv for de mange flåter, lopper og lignende,” siger professor Ennos.
Også brugen af primitive træbyggerier til ly og ekstra varme gjorde, at vi ikke længere havde brug for alt det hår.
Fra værktøj over skibe til fremtidens skyskrabere
Ennos fortæller videre, hvordan menneskets allerførste stykker værktøj var lavet af træ – for svimlende 450.000 år siden. Der skulle gå yderligere omkring 300.000 år, før vi fandt på at sætte sten på spidsen af vores træspyd.
Træ blev brugt til alt muligt: musikinstrumenter, hjul og emballage.
Og ikke mindst gav træ mennesket evnen til at krydse floder, have og oceaner. Opfindelsen af træskibe gjorde det muligt at flytte rundt på mennesker, handel og konflikter, og det har haft en umådelig effekt på vores historie.
Menneskets historie er ikke slut endnu. Ennos mener, at træ fortsat skal spille en afgørende rolle for vores fremtid og de klimaforandringer, vi står midt i.
“Vi skal bruge træ på en bæredygtig måde … Når vi dyrker skove, fælder træerne og bruger dem til at lave boliger og andre bygninger, så binder vi CO2,” siger han.
Ennos peger på, at “gigantiske skyskrabere og enorme sportshaller” lavet af træ bliver bygget rundt om i verden.
“Det har en langt, langt lavere kulstofudledning end beton,” siger han og tilføjer:
“Så hvis vi kan erstatte beton med træ fra bæredygtige skove – så er det virkelig den vej, vi skal gå.”
Kilde: ABC
Læs mere:
Modtag gratis nyt om træ:
-
Modtag Træ.dks nyhedsbrev
Få nyheder om træ og andet interessant trænyt direkte i din indbakke.
-
Følg Træ.dk på Facebook
Vi deler nyheder og viden om træ, træprodukter og meget andet trænyt.
-
Følg Træ.dk på Instagram
Vi deler billeder og hygger med quizzer. #trædk
-
Følg Træ.dk på LinkedIn
Networking og brancherelevante nyheder.
-
Følg Træ.dk på Twitter
Få nyhederne med det samme.
-
Følg Træ.dk på Pinterest
Lad dig inspirere af vores opslagstavler.
En kommentar
Bliver den oversat til Dansk ???