“Træ har sine egne regler”
Seks skarpe om træ til...
…Anker Bak, møbeldesigner og møbelsnedker og vinder af blandt andet Wegnerprisen, Snedkerprisen, Finn Juhl-prisen og Inga og Ejvind Kold Christensens pris. Se Anker Baks designs på hans hjemmeside.
1. Hvor stammer din interesse for træ fra?
Der er nok ingen tvivl om, at ordblindhed har spillet en stor rolle. Når man ikke rigtig føler, man kan så meget i skolen, så må man jo bruge sine hænder.
Min interesse for træarbejde kommer dog først og fremmest fra min farfar, som var billedskærer i Sverige. Jeg husker tydeligt lugten af nyhøvlet træ i hans værksted og fascinationen over de figurer, han lavede. Jeg besøgte ham ikke tit, men de få gange gjorde stort indtryk på mig.
Selvom jeg ikke havde det tætteste forhold til ham, blev jeg fascineret af hans arbejde, og det tror jeg er, hvor interessen for træ stammer fra.
2. Hvad kan træ, som andre materialer ikke kan?
Der er mange ting, men i en tid, hvor teknologi og 3D-print bliver mere og mere dominerende, tror jeg, at træ er et mere fremtidssikret materiale.
Træ har en naturlig struktur, som man ikke kan efterligne med print. Derudover er træ et ærligt materiale, ligesom mennesker er unikke.
Selvom moderne skovdrift prøver at gøre træ mere ensartet for industrien, vil træ altid have personlighed – knaster, ujævnheder, og det gør det mere menneskeligt at arbejde med.
3. Hvorfor vil du gerne arbejde med træ?
For mig er det ikke et spørgsmål om, hvorvidt jeg vil arbejde med træ eller ej. Det er en del af mig. Træ er mit foretrukne materiale, og jeg bruger det, hvor jeg kan.
Selvfølgelig arbejder jeg også med andre materialer, når det er nødvendigt, men træ vil altid være min første prioritet. Det er bare sådan, jeg er.
4. Hvilke udfordringer er der forbundet med dit arbejde med træ?
Træ er et naturmateriale, og derfor kan man ikke altid gøre præcis, som man vil. Man skal respektere træets retning og struktur, ligesom man respekterer en god ven.
Nogle udfordringer kan være, at forskellige træsorter har forskellig farve eller styrke, hvilket kan påvirke designprocessen.
Det spændende ved træ er, at det har sine egne regler, og som designer skal man tilpasse sig dem.
Ask er nok min yndlingstræsort. Den har en lys og blød farve, som gør møblerne mere neutrale, og den er stærkere og mere fleksibel end andre træsorter.
Men det afhænger også af projektet. Hver træsort har sine egne egenskaber, og det er vigtigt at vælge den rigtige træsort til det rigtige projekt.
5. Hvad har været det mest spændende og udfordrende træprojekt, du har haft?
Mit eksamensprojekt som møbeldesigner, en krykke til min mormor, fordi hun havde brug for noget funktionelt og smukt. Krykken hedder Værdig og har nok været det mest udfordrende.
Jeg prøvede at udfordre både træets materialer og funktioner. Den skulle være let, funktionelt, og stærkt nok til at bruges udenfor. Det har været en kæmpe opgave, som jeg stadig arbejder på.
I 2023 blev prototypen af Værdig optaget i den permanente samling på Designmuseum Danmark, og det er jeg meget stolt af.
6. Hvad betyder det for dig at have vundet fire af de store design- og snedkerpriser de sidste par år?
Jeg har stadig ikke helt forstået, at jeg har vundet disse priser.
Jeg er enormt beæret, men det har aldrig været mit fokus at vinde priser. Jeg har altid koncentreret mig om at skabe nye designs og udfordre mig selv og branchen.
For mig handler design om at kigge ind i fremtiden og læse problemer, der ikke endnu er løst.
Priserne har dog givet mig en enorm form for bekræftelse, et skulderklap, der fortæller mig, at det, jeg gør, er godt nok, og det motiverer mig til at fortsætte.
Mine designs er ofte inspireret af virkelige mennesker og deres behov. Det kan være nogen, der har brug for hjælp, eller en udfordring, jeg gerne vil løse.
Læs mere:
Modtag gratis nyt om træ:
-
Modtag Træ.dks nyhedsbrev
Få nyheder om træ og andet interessant trænyt direkte i din indbakke.
-
Følg Træ.dk på Facebook
Vi deler nyheder og viden om træ, træprodukter og meget andet trænyt.
-
Følg Træ.dk på Instagram
Vi deler billeder og hygger med quizzer. #trædk
-
Følg Træ.dk på LinkedIn
Networking og brancherelevante nyheder.
-
Følg Træ.dk på Twitter
Få nyhederne med det samme.
-
Følg Træ.dk på Pinterest
Lad dig inspirere af vores opslagstavler.