Træ i tidløst loop

0

Kommer du forbi Yue Man Square i Hong Kong, vil du møde et nyt og indbydende kunstværk i træ, der giver anledning til at stoppe op og reflektere over tiden der kommer, og tiden der er gået.

Af -

Hvis tiden skulle udtrykkes i træ – hvordan ville den så se ud?

Det har den britiske designer Paul Cocksedge givet et ganske smukt bud på i sit værk Time Loop, der befinder sig på Yue Man Square i Kwun Tong, et stort industrikvarter i Hong Kong.

Time Loop består af otte forbundne løkker i træ, der slynger sig op i en højde af 3,82 meter. Cocksedge forklarer i en pressemeddelelse, at de sammenhængende ringe skal give mindelser om symbolet for uendelighed og afspejle ”en følelse af bevægelse og forandring” – i respekt for Hong Kongs historie og som en fejring af de konstante ændringer og livets tempo i byen.

Foto: Kris Provoost

Poesi graveret i træ

Et digt, der reflekterer over tidens gang, er indgraveret på to forskellige sprog på siden af træbuerne. Digtet lægger op til, at forbipasserende kan inspireres til selv at sætte sig og reflektere på det indbydende og smukt buede træ.

Installationen skaber rum for at slappe af, socialisere eller stoppe op og tage omgivelserne ind.

”Jeg kan ikke vente med at se mennesker bringe liv til kunstværket. Når folk sidder på Time Loop, bliver de en del af byens bevægelse såvel som dens udvikling. Time Loop afspejler et sted, som har holdt ud i mange år, men som stadig er i bevægelse og udvikling. Det er det, formen symboliserer,” lyder det fra designeren.

Time Loop består af bæredygtigt produceret accoya-træ, der er modificeret ved acetylering, hvilket øger hårdheden og holdbarheden af materialet.

”Time Loop krævede træ, der er modstandsdygtigt i al slags vejr og temperaturer, samtidig med at det skulle kunne bøjes og formes som i min originale skitse,” fortæller designeren til magasinet Dezeen.

Den laminerede og dampbøjede accoya blev lavet i dele, som bagefter omhyggeligt blev samlet til ét sammenhængende stykke for at skabe udtrykket af uendelighed.

Foto: Kris Provoost

En reaktion på samtiden

Selvom Time Loop afspejler samtidens forandringer i bydelen Kwun Tong, understreger Paul Cocksedge, at installationen også er en reaktion på en mere generel samfundstendens.

”Jeg tror, at byer over hele verden vil udvikle sig i de kommende år, især som følge af virkningerne af Covid, der sandsynligvis vil ændre vores måde at interagere med byarkitektur og offentlige rum på,” forklarer Cocksedge. ”Det er umuligt at forudsige præcis, hvordan det kommer til at foregå på enkelte steder, men jeg håber, at det kan skabe et grundlag for kreative mennesker til at arbejde og oprette projekter til gavn for offentligheden.”

Time Loop er netop et sådant kreativt projekt, som er en gave fra ejendomsselskabet Sino Group til Hong Kong i forbindelse med firmaets 50-års jubilæum.

Paul Cocksedge står bag andre offentlige installationer i træ – læs bl.a. om hans træbænk Please Be Seated i London.

 

Kilde: Paul Cocksedge Studio og Dezeen

Fotos: Kris Provoost

Fakta

Modtag gratis nyt om træ:

SKRIV EN KOMMENTAR

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Felter markeret med * skal udfyldes.

Retningslinjer for kommentarer

Træ.dk på Facebook

Vi deler historier, foto og videoer af skov, træ og træprodukter.

Nyhedsbrev

Få gratis nyheder om træ og træprodukter direkte i din indbakke.

Tilmeld nyhedsbrev

TRÆ.DK

Egebækvej 98
DK-2850 Nærum

  Tilmeld nyhedsbrev
TILMELD NYHEDSBREV

Modtag nyheder, viden og inspiration om træ fra Træ.dk.
Dine oplysninger vil kun blive brugt i forbindelse med Træ.dk’s nyhedsbrev.

×