Træbyggeri er fremskridt, men ingen fribillet

0

Af

Knap en million ton CO2-ækvivalenter om året.

Så meget kan udledningerne fra materialer til dansk nybyggeri falde, hvis træbaseret byggeri erstatter konventionelt byggeri i beton, tegl og stål.

Det viser et nyt studie fra Aalborg Universitet, hvor forskere har regnet på og sammenlignet to mulige veje for dansk nybyggeri frem mod 2050. Sammenligningen omfatter otte bygningstyper, blandt andet boliger, kontorer og skoler, som tilsammen dækker omkring 86 procent af det nybyggede areal i Danmark.

I forskernes regnestykke falder de årlige udledninger fra 2,03 til 1,04 mio. ton CO2-ækvivalenter, hvis træbaseret byggeri afløser konventionelt byggeri i især beton, tegl og stål ved et fuldt skifte til træbyggeri allerede i 2025. Ved en gradvis overgang til træ bliver gevinsten mindre.

En (for) stor bid af klimabudgettet

Men trods den åbenlyse besparelse i CO2 er det ikke tilstrækkeligt at skifte til træ, hvis vi som land skal holde os indenfor de planetære grænser.

Fortsætter vi med at bygge nyt i det omfang, forskerne har lavet deres beregninger ud fra, vil nybyggeri med konventionelle materialer optage hele 96 procent af vores del af det globale klimabudget. Med træ falder andelen til 49 procent. En betydelig forbedring, men stadig en alt for stor bid af det samlede budget, når der også skal være plads til mad, tøj, energi og alt det andet, vi forbruger.

”Det betyder, at det ikke er nok kun at udskifte materialerne,” fremhæver medforfatter professor Harpa Birgisdóttir.

Professoren peger på renovering og ombygning som nødvendige følgesvende til træ og andre biobaserede materialer. Eksisterende bygninger skal bruges bedre, så behovet for nye bliver mindre. Samtidig skal bedre design og cirkulære løsninger bringe materialeforbruget ned.

Træets vej til byggepladsen tæller også med

Et større forbrug af træ stiller samtidig krav til, hvordan ressourcen bliver skaffet og brugt. Klimagevinsterne skal vurderes sammen med skovforvaltning, arealanvendelse og biodiversitet, mener Harpa Birgisdóttir

”Mere træ er ikke automatisk bedre. Det har betydning, hvor det kommer fra, hvordan skovene forvaltes, og hvor effektivt ressourcen udnyttes,” skriver hun.

En bygning regnes i studiet som træbaseret, når mindst halvdelen af de bærende komponenter er i træ. Bag fremskrivningen ligger livscyklusvurderinger af 16 konkrete bygninger – ét træbyggeri og ét konventionelt byggeri – for hver af de otte bygningstyper. Resultaterne er kombineret med den forventede danske byggeaktivitet fra 2025 til 2050.

 

Videnskabelig artikel: Forecast of building materials and their related environmental impacts: comparing wood-based and conventional construction pathways

Denne artikels citater er oversat fra Harpa Birgisdóttirs LinkedIn-opslag

Modtag gratis nyt om træ:

SKRIV EN KOMMENTAR

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Felter markeret med * skal udfyldes.

Træ.dk på Facebook

Vi deler historier, foto og videoer af skov, træ og træprodukter.

Nyhedsbrev

Få gratis nyheder om træ og træprodukter direkte i din indbakke.

Tilmeld nyhedsbrev

TRÆ.DK

Egebækvej 98
DK-2850 Nærum