Træbyggeri rimer på klimapolitik
Folketingsvalget venter lige om hjørnet, og klimaet er i dén grad braget ind på både politikere og vælgeres lystavle. Det har givet træ og træbyggeri en stemme i debatten.
Fra at have levet en tilværelse langt uden for danske politikeres interessefelt i 00’erne og langt op i 10’erne, er stemningen nu vendt 180 grader: Træbyggeri ser ud til at blive fremtidens klimapolitik, og enigheden strækker sig over hele spektret fra højre til venstre.
Politisk aftale om at fremme klimavenligt byggeri
2. maj 2019 aftalte regeringen (Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti) sammen med Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti at afsætte 3 millioner kroner til fremme af klimavenligt byggeri.
I aftaleteksten står:
”Opskalering af de bedste løsninger inden for grønt byggeri – herunder træbyggeriet – skal sikre en mindre klimabelastning fra byggeriet. Derfor er der behov for at igangsætte et analysearbejde og vidensdeling for at sikre, at alle byggeriets parter kan omsætte den nyeste viden, forskning og innovation til praksis. Der skal igangsættes et initiativ til fremme af grønt byggeri, der gennem en række analyser m.v. kan samle viden og understøtte læring omkring byggeri med lav klimabelastning. Arbejdet kan spille ind i et eventuelt senere arbejde med at udarbejde en national strategi for grønt byggeri.”
Aftalen er et led i udmøntning af en grøn klimapulje på i alt 375 millioner kroner.
Ordførerne støtter træbyggeri op til folketingsvalget
Og partierne mener det tilsyneladende.
Dansk Skovforening har spurgt alle folketingets partier om deres syn på skov og træ. Her er pluk af deres svar på spørgsmålet ”Træ har mange gode egenskaber herunder lagring af CO2 fra luften. Hvilke muligheder ser du for øget anvendelse af træ i fremtidens klimavenlige byggeri?”
Socialdemokratiet v/ Christian Rabjerg Madsen, miljøordfører:
”Vi vil undersøge mulighederne for at opdatere bygningsreglementet, så det fremmer bæredygtigt byggeri, mindre affald og mere genanvendelse i byggeriet. Der er ingen tvivl om, at træ er et bæredygtigt byggemateriale, der har stort potentiale i fremtidens klimavenlige byggeri.”
Radikale Venstre v/ Ida Auken, Klima-, energi- og miljøordfører:
”Radikale Venstre ønsker, at halvdelen af det lave byggeri skal være i træ i 2030. Når vi bygger i træ binder vi CO2’en i mange år.”
Det Konservative Folkeparti v/ Katarina Ammitzbøll, folketingskandidat:
”Der er bestemt meget potentiale for at anvende træ i fremtidens byggeri. Træ er et bæredygtigt råstof og byggemateriale til forskel fra f.eks beton.”
Socialistisk Folkeparti v/ Trine Torp, miljø- og fødevareordfører:
”Jeg mener bestemt, at vi skal øge anvendelsen af træ i vores byggeri. Byggeri med træ er langt mere klimavenligt end byggeri med materialer som stål og beton. Vi er i Danmark rigtig dårlige til at bruge træ i vores byggeri sammenlignet med vores nordiske nabolande.”
Liberal Alliance v/ Carsten Bach, ordfører for det grønne:
”Der vil selvfølgelig være gode muligheder for i højere grad end i dag at anvende træ i fremtidens byggeri, men det skal ske på baggrund af en øget efterspørgsel og ikke pga. politisk detailstyring.”
Dansk Folkeparti v/ Merete Dea Larsen, byggeordfører:
”Vi behøver ikke alle bo i træhytter, men vi ser at muligheden for at bygge bygningskonstruktionen i træ – også når der bygges højt, er i rivende udvikling. Det medfører et mindre forbrug af beton og stål og dermed en mindre belastning af klimaet. Denne udvikling skal vi have understøttet hurtigst muligt.”
Venstre v/ Erling Bonnesen, miljøordfører:
”Træ er et godt og populært byggemateriale og indgår i mange varianter i byggerier, lige fra hele træhuse til forskellige kombinationer, tagkonstruktioner, gulve, skabe mv. Forskelligheden skal have lov at blomstre ud fra hvad dem der bygger husene ønsker.”
Enhedslisten v/ Søren Egge, klima– og energiordfører:
”Der skal mere fokus på byggematerialers CO2-belastning. Vi skal i langt højere grad bruge træ i nybyggeri og ved renoveringer. Bygningsreglement og tilhørende eksempelsamling skal opdateres for at fremme træbyggeri og bæredygtigt byggeri. Krav om bæredygtighed skal kunne skrives ind i lokalplaner og krav om genanvendelse af byggematerialer og livscyklusvurderinger skal ind i de offentlige udbud.”
Alternativet v/ Christian Poll, miljø og energiordfører:
”I Danmark er der tradition for, at der anvendes energitunge materialer til byggeri. I Alternativet ønsker vi at fremme brugen af mere bæredygtige materialer, herunder træ, som ikke bare har et lavt energiforbrug i produktion og brug, men som også i sig selv kan lagre kulstof, så længe huset står. Alternativet ønsker at ændre bygningsreglementet, så beton og tegl i mindre grad favoriseres som byggemateriale, og der i stedet åbnes op for mere træ i dansk byggeri.”
Hvad kan vi vente os?
Virkeligheden er altings prøve.
I første omgang vil det vise sig, hvad der kommer ud af de 3 millioner kr. som det brede flertal har afsat til analysearbejdet. Måske vil det være et skridt på vejen til ”at udarbejde en national strategi for grønt byggeri”.
I så fald tegner fremtiden endnu mere lys for træbyggeri, også højhuse af træ. Til gavn for både klimaet og de mennesker, der skal bo i husene.
Læs mere:
Modtag gratis nyt om træ:
-
Modtag Træ.dks nyhedsbrev
Få nyheder om træ og andet interessant trænyt direkte i din indbakke.
-
Følg Træ.dk på Facebook
Vi deler nyheder og viden om træ, træprodukter og meget andet trænyt.
-
Følg Træ.dk på Instagram
Vi deler billeder og hygger med quizzer. #trædk
-
Følg Træ.dk på LinkedIn
Networking og brancherelevante nyheder.
-
Følg Træ.dk på Twitter
Få nyhederne med det samme.
-
Følg Træ.dk på Pinterest
Lad dig inspirere af vores opslagstavler.