Træer kan bidrage til dansk madkultur og økonomi
Et nyt forskningsprojekt fra Malawi, som Københavns Universitet står bag, peger på, at træer – udover at gavne biodiversiteten og klimaet – også kan spille en vigtig rolle for vores sundhed, fødevaresikkerhed og økonomiske vækst.

Forskere foreslår at satse på flere hjemmehørende arter som fx hassel i udmøntningen af den grønne trepart. Foto: Pixabay
Som en del af den grønne trepart skal der plantes en milliard træer herhjemme for at genoprette naturen og gavne klimaet. Men det er endnu ikke besluttet, hvordan de mange nye træer kan tænkes med ind i landbruget og vores fødevaresystem.
Et dansk ledet studie fra det afrikanske land Malawi kommer nu med nye erfaringer, som Danmark med fordel kan bruge i sin skovstrategi, skriver Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning på Københavns Universitet.
En kilde til næringsrig mad
Studiet peger blandt andet på en signifikant positiv sammenhæng mellem, hvor mange træer der er i en husholdnings omgivelser, og om befolkningen får vigtige mineraler og vitaminer i deres kost.
”I Malawi kan vi se, at de kvinder der har træer, eksempelvis frugt- og nøddetræer, på deres marker, får en mere næringsrig kost med et højere indhold af vigtige næringsstoffer som jern, vitamin A og zink. Træer i landbrug kan altså mere end bare at gavne klimaet,” forklarer postdoc Emilie Claire Vansant, som er førsteforfatter på studiet.
Ingen modsætning mellem skovrejsning og landbrug
Studiet fandt også, at træer som mango, guava og forskellige nøddearter gav en indtægtskilde for landmændene. På samme vis som skov og træer for 100 år siden i Danmark blev betragtet som en vigtig del af de danske landbrug.
”I dag bliver skovrejsning set som en modsætning til landbrug, men Danmark har historisk brugt træer som eksempelvis levende hegn. Den tradition er næsten forsvundet med industrialiseringen af landbruget, men måske er det tid til at se på mulighederne ved at bringe træerne tilbage til landbrugsjorden i form af fx skovlandbrug,” siger lektor Laura Vang, medforfatter på studiet.
Træer kan udfylde mange funktioner
Derfor mener forskerne, at politikere og myndigheder nøje bør overveje, hvilke arter af træer der skal plantes som en del af den grønne trepart, så træerne kan udfylde flere funktioner, som ikke udelukkende er møntet på klimaet. Det kan eksempelvis være træer med spiselige frugter, der kan sælges.
”En oplagt mulighed kunne være at satse på flere hjemmehørende arter som valnød, hassel og forskellige frugttræer, som ikke blot gavner klima og biodiversitet, men også kunne spille en rolle i den danske madkultur og økonomi,” siger Emilie Claire Vansant.
Kilde: Københavns Universitet
Læs mere:
Modtag gratis nyt om træ:
-
Modtag Træ.dks nyhedsbrev
Få nyheder om træ og andet interessant trænyt direkte i din indbakke.
-
Følg Træ.dk på Facebook
Vi deler nyheder og viden om træ, træprodukter og meget andet trænyt.
-
Følg Træ.dk på Instagram
Vi deler billeder og hygger med quizzer. #trædk
-
Følg Træ.dk på LinkedIn
Networking og brancherelevante nyheder.
-
Følg Træ.dk på Twitter
Få nyhederne med det samme.
-
Følg Træ.dk på Pinterest
Lad dig inspirere af vores opslagstavler.