Træer kan blive fremtidens gadelamper
Forskere fra Massachusetts Institute of Technology vil skabe bordlamper af stueplanter og gadelamper af træer.

Foto: Seon-Yeong Kwak.
Det lyder måske som ren science fiction, men forskere ved Massachusetts Institute of Technology (MIT) har fundet en måde, hvorpå man kan få planter til at lyse.
Med inspiration fra naturen, anvender forskerne enzymet, luciferase, der giver ildfluer deres karakteristiske lys. Luciferase reagerer på molekylet, luciferin, der får det til at lyse. Et andet molekyle, det såkaldte coenzym A, fremmer processen ved at fjerne et biprodukt, der kan forhindre aktiveringen af luciferase.
Ved at lægge planter i blød i en opløsning af de tre komponenter, og herefter udsætte dem for højtryk, kan partiklerne trænge ind i planternes blade gennem små, fine porer, kaldet spalteåbninger.
“Visionen er at lave en plante, der kan fungere som skrivebordslampe – en lampe, som du ikke skal sætte til. Lyset drives af plantens egen energimetabolisme,” fortæller Michael Strano, forsker ved MIT.
De første forsøg gav planter, der kunne lyse i 45 minutter. Dette er siden blevet forbedret til 3,5 timer, men der er dog stadig et stykke vej igen, før planterne kan bruges som lamper. Lyset, der genereres af en 10 centimeter stor brøndkarse-plante, er indtil videre kun en tusindedel af den lysstyrke, der kræves ved læselys. Forskerne er dog optimistiske, og de tror på, at de både kan forbedre lysstyrken og varigheden.
En oplagt løsning
Belysning udgør ca. 20% af verdens energiforbrug, så plante-nanobionik virkede som en oplagt løsning at undersøge.
“Planter kan reparere sig selv, de har deres egen energi og de har allerede tilpasset sig til udemiljøet,” siger Michael Strano,.
Metoden kan bruges på forskellige slags planter. Indtil videre har man anvendt rucola, grønkål, spinat og brøndkarse. Forskerne håber, at man i fremtiden kan videreudvikle metoden, så man kan male eller spraye partiklerne på bladene. Dette vil gøre det muligt at transformere træer og andre store planter til lyskilder.
“Vores mål er at give planten én behandling og få det til at holde i resten af plantens levetid,” siger Michael Strano, og fortsætter,”vores arbejde åbner seriøst op for døren til gadelamper, der blot er behandlede træer, og til indirekte belysning i hjemmet”.
Forskerne har også vist, at de kan slukke for lyset igen ved at tilføje nanopartikler, der bærer et stof, der hæmmer luciferase. Man kan således muligvis skabe planter, der kan slukke for lyset, når de udsættes for sollys.
De lysende planter er ikke forskernes første forsøg med specialdesignede planter. De har også udviklet planter, der kan detektere sprængstof og kommunikere den information videre til en smartphone, samt planter, der kan monitorere tørke.
Modtag gratis nyt om træ:
-
Modtag Træ.dks nyhedsbrev
Få nyheder om træ og andet interessant trænyt direkte i din indbakke.
-
Følg Træ.dk på Facebook
Vi deler nyheder og viden om træ, træprodukter og meget andet trænyt.
-
Følg Træ.dk på Instagram
Vi deler billeder og hygger med quizzer. #trædk