Træers indre ur tilpasser sig klimaet
Træernes biologiske ur styrer, hvornår de vokser og får blade. Nu viser en undersøgelse fra Umeå Universitet, at justering af det indre ur kan hjælpe træer med at tilpasse sig et skiftende klima. Det kan få betydning for fremtidens skovbrug.

Det indre ur fortæller træerne, hvornår de kan vokse og hvornår det er tid til at danne knopper eller få blade. Her er det en sølvpoppel, der lugter forår. Foto: Pixabay
Hvis du er, som mennesker er flest, så oplever du nok et stigende energiniveau og en aftagende træthed i denne tid, hvor dagene bliver længere og lyset vinder frem.
Og mennesker er ikke unikke på den måde – også træer har et biologisk ur, som styrer deres døgn- og årstidsrytme. Det indre ur fortæller træerne, hvornår de kan vokse, og hvornår det er tid til at danne knopper eller få blade.
Hidtil er den meste forskning indenfor træernes rytme dog blevet udført i kontrollerede drivhusmiljøer. Men ude i naturen er træer udsat for forhold som temperaturændringer og insektangreb, og det kan påvirke urets funktion, skriver forskning.se.
Gener styrer døgnrytmen
En ny undersøgelse fra Umeå Universitet kombinerer data fra træer i drivhuse med data fra træer ude i den virkelige verden.
”Ved at anvende statistisk modellering på disse datasæt, var vi i stand til at bestemme, hvilke gener, der er knyttet til døgnrytmer, der påvirker træernes vækst eller for eksempel tidspunktet, hvor blade begynder at komme frem eller skifter farve”, siger Bertold Mariën, postdoc ved Umeå Universitet.
68 genetisk ændrede poppelhybrider er blevet fulgt gennem flere år. Undersøgelsen viser, hvordan træer bruger deres biologiske ur til at tilpasse væksten til deres omgivelser.
Længere dag = længere vækstsæson
For eksempel betød visse ændringer i træernes “ur-gener”, at de opfattede dagslængden anderledes og kunne fortsætte med at vokse i længere tid gennem sæsonen.
”Denne undersøgelse er et bevis på, at træer, der er tilpasset en bestemt dagslængde på en bestemt breddegrad, kan tilpasse sig en ny breddegrad, hvilket effektivt forlænger deres vækstsæson”, forklarer Maria Eriksson, forsker i fysiologisk botanik ved Umeå Universitet.
“Det er især nyttigt på nordlige breddegrader som det nordlige Sverige, hvor korte vækstsæsoner begrænser træproduktionen”.
En hjælp til at klare klimaudfordringer
Visse genetiske ændringer gjorde, at nogle træer voksede bedre end andre træer på samme sted. Ved at arbejde målrettet med disse særlige gener kan det være muligt at udvikle træsorter, der bedre kan klare hurtige lokale klimaændringer. Det vil også gøre træerne i stand til at tilpasse sig nye steder på andre breddegrader.
”I fremtiden kan skovbruget forbedres ved at integrere træernes biologiske ure, som styrer deres naturlige vækstcyklusser, med traditionelle skovbrugsmetoder. På den måde kan man optimere træernes vækst og modstandsdygtighed i en foranderlig verden”, slutter Maria Eriksson.
Videnskabelig artikel: Nature’s Master of Ceremony: The Populus Circadian Clock as Orchestrator of Tree Growth and Phenology
Kilde: forskning.se
Læs mere:
Modtag gratis nyt om træ:
-
Modtag Træ.dks nyhedsbrev
Få nyheder om træ og andet interessant trænyt direkte i din indbakke.
-
Følg Træ.dk på Facebook
Vi deler nyheder og viden om træ, træprodukter og meget andet trænyt.
-
Følg Træ.dk på Instagram
Vi deler billeder og hygger med quizzer. #trædk
-
Følg Træ.dk på LinkedIn
Networking og brancherelevante nyheder.
-
Følg Træ.dk på Twitter
Få nyhederne med det samme.
-
Følg Træ.dk på Pinterest
Lad dig inspirere af vores opslagstavler.