Træforbruget stiger igen efter to års fald
|
||
Træforbruget stiger igen efter to års fald
Forbruget af træprodukter steg med 5,6 % i 2010 efter to år med faldende produktion og forbrug.
Det fremgår af Forest Products Annual Market Review 2010-2011 som gennemgår markedet for træprodukter i hele UNECE-regionen.
UNECE er FN’s Økonomiske Kommission for Europa, hvis medlemmer udover de Euræiske lande også inkluderer USA, Canada, Tyrkiet, Israel samt landene i Centralasien.
Udviklingen i første halvår af 2011 viser en fortsat, om end beskeden, stigning i forbruget. Forbruget er steget med 4,1 % i Nordamerika, med 6,6 % i Europa og 6,3 % i CIS-landene.
CIS er Fællesskabet af Uafhængige Stater (Commonwealth of Independent States). CIS er en regional organisation, hvis deltagende lande er tidligere sovjetiske republikker.
Figur 1 Forbruget af træprodukter steg i 2010 med 5,6 % efter to års fald (Kilde: Forest Products Annual Market Review 2010-2011) |
Produktionen stiger
Ligesom forbruget er også produktionen steget. Den samlede stigning på 8 % dækker over variationer i de tre underregioner: I Europa steg produktionen med næsten 10 %, det højeste siden 2007 og i CIS steg produktionen med 17 %, hvor Den Russiske Føderation er hovedproducent, mens fremgangen i
Nordamerika kun var meget beskeden og man oplevede den næstlaveste produktion i 30 år.
Boligbyggeriet den vigtigste drivkraft
Den vigtigste motor for træforbruget, især af savet nåletræ og træbaserede plader, er boligbyggeriet. Efter dramatiske fald i nybyggeriet siden toppen i 2006, viser data for 2010 et lille opsving i både Europa og Nordamerika.
Der er stadig stor usikkerhed på boligmarkederne, men ifølge data fra første halvdel af 2011 er udviklingen fortsat forsigtigt positiv.
Prisstigninger
På trods af en relativt afdæmpet efterspørgsel, er priserne for mange træprodukter steget kraftigt. Stigningerne har været størst i Central- og Østeuropa, hvor øget produktionskapacitet, som følge af investeringer i de seneste år, kan have overskredet de tilgængelige udbud af råtræ til opskæring.
Figur 2 Priserne på savet træ er steget så de næsten svarer til højdepunktet i 2007. Dette på trods af relativ afdæmpet efterspørgsel (Kilde: Forest Products Annual Market Review 2010-2011) |
Træ til energi
Energisektoren har haft en fortsat vækst som følge af politiske og finansielle incitamenter for at øge udbygningen af den vedvarende energiproduktion. EU fører fortsat an i forbruget, men det forventes at forbruget på verdensplan vil stige med hele 11 % om året indtil 2020.
Blandt andet udpeges eftervirkningerne fra katastrofen på atomkraftværket i Fukushima, Japan, hvor flere landes regeringer ændrer politik vedrørende atomenergi, samt stigende olie- og kulpriser, til at være årsag til den øgede efterspørgsel på træ til energi, som er almindeligt anerkendt som en kulstof-neutral vedvarende energikilde.
Træets alsidighed
Rapporten fremhæver desuden træets alsidighed som råvare som rækker ud over de traditionelle træprodukter såsom papir, tømmer og plader. Alsidigheden spænder fra tekstiler, tilsætningsstoffer til levnedsmidler (baseret på cellulose), optiske skærme til bærbare computere, beklædninger til fjernsyn, computere, mobiltelefoner og computertastaturer.