Tags:

TRÆFORSKNING: Hæld et træ i tanken

0

Planter kan opsamle solenergi så den kan hældes på flaske og i biler. Det giver store perspektiver for en renere fremtid.

Af -

Fremtidens rene brændstof til biler

Planter kan det fantastiske: De kan opsamle solenergi så den kan hældes på flaske og i biler. Og biler kan sagtens køre på brændstof lavet af planter og dermed solenergi.

Erstatter benzin og diesel

Brændstofferne er ethanol bedre kendt som sprit (den slags alkohol man også kan drikke) som kan erstatte benzin. Og rapsolie som kan erstatte diesel.

Mange europæiske lande vil gerne kunne forsyne sig selv med flydende biobrændsler til biler, og der er masser af forskning i gang på området, også i Danmark.

Dansk professor: Træer kan også bruges i benzintanken

I dag laver man ethanol ved at nedbryde og gære afgrøder fra landbruget, fx hvede, byg eller majs. Disse afgrøder indeholder sukkerstoffer, og mikroorganismer kan omdanne sukker til energi i form af ethanol.

Udnyt sukker i træ

Men kun en lille del af planternes sukkerstoffer bliver udnyttet. Hvis man virkelig vil satse på flydende biobrændsler, er man nødt til at bruge alle planternes sukkerstoffer. Og der sidder masser af hidtil uudnyttet energi i planternes cellevægge, nemlig cellulose og hemicellulose-sukkerforbindelser.

– Hvis man udvikler en økonomisk fordelagtig proces til at nedbryde disse to sukre, vil mere end 70 % af planternes biomasse kunne udnyttes. Og her kommer træer ind i billedet, fortæller forstkandidat Claus Felby, der netop er ansat som forskningsprofessor i træ og biomasseteknologi på KVL (Landbohøjskolen).

Lille miljøbelastning

– I modsætning til landbrugsafgrøder, kræver træ meget lidt energi at dyrke, og der bruges stort set ingen kunstgødning og pesticider. Derfor er miljøbelastningen lav. Desuden kan man uden problemer høste træ og gemme det til det bedste tidspunkt for produktionen af biobrændsler.

Danmark med i front

Center for Skov, Landskab og Planlægning ved KVL udvikler biobrændsler sammen med Elsam, Forskningscenter Risø og flere udenlandske partnere i et stort EU-projekt.

– Vores opgave er at finde de bedste måder til at nedbryde cellulose og hemicellulose. Det skal nedbrydes til andre sukkerstoffer som så kan forgæres.

Enzymer gør arbejdet

– Til nedbrydningen bruger vi enzymer. Enzymer er proteiner der sætter kemiske processer i gang, og de er afgørende for alle livsfunktioner. Vi prøver nu at finde den måde at nedbryde træet på så enzymerne arbejder bedst muligt for os, og vi er meget tæt på at have en kommerciel proces, siger Claus Felby.

Det er planen at starte et demonstrations- og forsøgsanlæg inden for de næste to år. En fuld-skala proces vil sandsynligvis være en realitet inden for 5-10 år.

Med de nuværende teknologier vil Europa kunne producere op til 10 % af sine transportbrændsler økonomisk rentabelt.

– Hvis man kan udnytte alle sukkerarterne i planter, vil andelen kunne øges til 25 % eller mere, vurderer Claus Felby.

 

SKRIV EN KOMMENTAR

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Felter markeret med * skal udfyldes.

Retningslinjer for kommentarer

TRÆ.DK

Egebækvej 98
DK-2850 Nærum

  Tilmeld nyhedsbrev
TILMELD NYHEDSBREV

Modtag nyheder, viden og inspiration om træ fra Træ.dk.
Dine oplysninger vil kun blive brugt i forbindelse med Træ.dk’s nyhedsbrev.

×