Træpanelet 7: Tekstiler af træ bliver kæmpestort engang

6

Tekstiler lavet af træ, som f.eks. viskose, lyocell og modal, har et langt bedre miljøregnskab end bomuld. Samtidigt er det blevet populært for virksomheder at have en grøn profil, og efterspørgslen på grønne produkter stiger.

Eller er det bare noget vi tror, fordi vi lever i en lille, nordeuropæisk bæredygtighedsboble? Og hvad er fremtiden for tekstiler af træ? Vi spørger Træpanelet.

Af -

Kan træ slå bomuld af banen?

Træbaserede tekstiler kan have stor variation. Foto: Henrik Folmar.

Designer Pil Bredahl: – Blandingen af viskose og bomuld kan man komme rigtig langt med, man kan få næsten silkelignende kvaliteter. Flere danske tøjbrands søger bæredygtige materialer, men har svært ved at få det. De får tilbudt viskose-bomuld-blandingen og i øjeblikket også bananfiber. Også almindelige danske tøjbrands er interesserede i bæredygtige materialer og spørger deres leverandører om det, men bliver overrasket over hvor lidt leverandørerne har. Også tøjdesignerne bliver overraskede, de tror at man er meget længere med bæredygtighed fordi man hører og taler så meget om det.

– Men jeg tror, at det bliver kæmpestort. Tøjbranchens eneste argument for at overleve og at blive ved med at skifte mode, det er, at man kan skaffe bæredygtige tekstiler.

Træprofessor Claus Felby: – Vi skal jo fuldstændig væk fra bomuld totalt. Det udpiner jorden og bruger så meget areal og vand og sprøjtemidler – det er en af de mest miljøbelastende afgrøder vi har overhovedet. I Sverige bliver der satset ret meget på at bruge cellulose fra træ til at gå direkte til at lave en bomuldslignende fiber. Det må være fremtiden.

Arkitekt Steffan Iwersen: – Genbrug kan være en del af løsningen. Man kan makulere gammelt stof og blande det op med nye fibre. I øjeblikket laver man mest måtter og isoleringsmaterialer af det, men måske laver man også tøj af det i fremtiden.

Foto: Gudrun Sjödén.

Reklamemand Jørn Duus Hansen: – Problemet er, at bæredygtighed og hele den diskussion vi har her kun foregår i en lille bitte del af verden, nemlig Skandinavien og Nordtyskland, og derfor er ingen interesseret – endnu. Markedskræfterne styrer, efterspørgslen er ikke stor nok, og derfor finder designerne og producenterne ikke råvaren. Det kommer når nogle af modeikonerne siger, at sådan vil de have det, nu vil vi fandme ikke finde os i tynde modeller og hvad ved jeg, nu vil vi have lavet det om.

Pil Bredahl: – Men det er bekymrende, at danske tøjproducenter, som er i den verden, bliver overrasket over, at de ikke kan få råvaren. De tror, at fordi alle snakker om det, så findes det derude.

Jørn Duus Hansen: – Ja, præcis, det er fordi de forveksler debatten i medierne med virkeligheden. Det er meget farligt at gøre. Dem, der har størst succes, er dem, der bruger børnearbejde og kan sælge en skjorte til 199 kr. mens børnene indånder alt det lort de kan. Dér er succes, dét går godt. Det er det vi er oppe imod. Men det er skønt hvis man kan påvirke nogle producenter til at efterspørge bæredygtige råvarer, for hvis først der er tilstrækkelig efterspørgsel, så skal det nok komme. Men du kan ikke køre det den anden vej fra.

Træpanelet

Træpanelet er Træ.dk’s håndplukkede smagsdommere med spontane og kvalificerede meninger om vidt forskellige træprodukter og deres design, nytte og markedspotentiale. Træpanelet er:

  • Pil Bredahl, produkt- og møbeldesigner, master i bæredygtighed og design. pilbredahldesign.dk.
  • Claus Felby, professor og forsker i anvendelse af træ, Københavns Universitet.
  • Jørn Duus Hansen, pensioneret reklamemand, kendt fra DR’s serie ”Kender du typen?” i 1990erne.
  • Steffan Iwersen, arkitekt, træhusbygger og ejer af Einrum Architects. einrum.com.

I 2017 bringer Træ.dk 10 artikler med Træpanelets meninger om blandt andet cykler, hjelme, kjoler, slips, biler og pap. Og om modediller, verdens redning og at kunne smide ting ud med god samvittighed.

Hvem skal drive udviklingen?

Hvis det kun er i Skandinavien og Nordtyskland, at der overhovedet er debat om bæredygtigt tøj, hvordan får vi så den debat spredt til Sydeuropa, USA og hele verden for at øge efterspørgslen?

Jørn Duus Hansen: – Det skal komme fra producenterne af moden, fordi forbrugerne er ligeglade. I modebranchen styres efterspørgslen af producenterne.

– Ja, bekræfter Pil Bredahl.

Jørn Duus Hansen: – Det er udbudsstyret. Jeg sidder jo ikke og tænker ”nej, hvor jeg glæder mig til at få en lyseblå skjorte næste år”, jeg aner ikke engang, at den kommer. Producenterne bestemmer hvad forbrugerne køber. Det er et særligt marked, hvor der er en hel masse trendforskere, som fortæller, at nu skal alt være lyseblåt næste år. Så man kan i virkeligheden prøve at påvirke nogle af dem til, ligesom inden for fødevarer, at opføre sig ordentligt. Og så kan man lave lovgivning, det kunne svenskerne sikkert finde på, ikke, det finder vi ikke på i den frie del af verden.

Pil Bredahl: – Jeg tror at en del producenter godt ved at det bliver en fremtid som de er nødt til at tænke deres brands ind i, ligesom byggeriet. De store industrier ved, at hvis de ikke har den historie med, så kan de ikke fortsætte.

Jørn Duus Hansen: – Ja, du kan se et verdensomspændende firma som IKEA, de er dybt bevidste om de ting vi taler om her, de er meget seriøse med det. Skruen er forsvundet fordi de nyeste møbler er lavet 100% af træ. Skruer og bolte af metal, det er slut. Møbler er jo også mode. Der tror jeg, at det er via producenterne det kommer, hvor det med fødevarer er forbrugerne, der trækker med frygt og dårlig samvittighed. Og så kan man også prøve at påvirke producenterne politisk.

Så langt så godt. Tekstiler af træ er fremtiden, og jo mere tøjproducenterne efterspørger bæredygtige materialer hos deres leverandører, jo hurtigere kommer den fremtid. Men så røg Træpanelets diskussion helt af træsporet … og lidt tilbage igen til sidst:

Har vi glemt noget?

Tøj lavet af træ-tekstiler vinder så småt frem i modebilledet. Foto: Gudrun Sjödén.

Claus Felby: – Men når nu vi taler om fibre og miljø, så er det allerbedste jo uld.

Jørn Duus Hansen: – Uld er verdensklasse.

Pil Bredahl: – Det er det mest geniale materiale der findes

Claus Felby: – Uld er fantastisk. Det slår jo bomuld.

Jørn Duus Hansen: – Det har kun én ulempe, det kradser. Men det var under krigen, jeg ved godt at man nu om dage kan gøre det bedre.

Claus Felby: – Under krigen lavede man også maksimaltøj af blandt andet papir. Det blev brugt som overtøj. Der er noget viden som er gået tabt der.

Hov! Har træprofessoren fat i noget? Brugt papir er en billig og bæredygtig råvare. Kan man nu om dage lave bedre papirtøj end for 75 år siden? Det kunne man nok med lidt forskning og udvikling. Så er spørgsmålet bare hvilke modeikoner, der vil promovere det.

Går du selv med tøj lavet træ? Aner du det ikke? Betyder det ikke så meget for dig? Eller er det pludselig blevet vigtigt efter Træpanelets diskussion? Giv os din kommentar nedenfor. Mange tak.

Fakta

Modtag gratis nyt om træ:

6 kommentarer

  1. Rene Lærke Christensen siger:

    Jeg har lige købt min første skjorte, lavet af Lyocell/ Tencel.
    Købt hos H & M til 199. Under branded Consiusnes.
    Er vildt begejstret og overbevist om at det ikke er mit sidste stykke tøj lavet af træ.
    Hele pointen i forbrugerøjemed er, at jeg ikke engang lagde mærke til om den var lavet i bomuld ell. lign.
    Det er en dejlig blød fornemmelse og verden har meget at vinde!!
    Venligst
    TræSmeden Rene Lærke

  2. Bina Seff siger:

    Har i flere år købt tøj af viscose, når det har været muligt. Er rart at have på 🙂

  3. Kristin Espedal siger:

    Vi bruger en del uld og gør i vores tekstiler, men også bomuld sammen med hør. Jeg vil i gang med at undersøge mulighederne for at bruge garn af træ eller papir, vi går meget op i bæredygtighed. Tak fordi I bringer forskellige gode emner frem. Mvh. Kristin

  4. Michael siger:

    Kære træpanel og træ.dk,
    Først vil jeg starte med at rose jeres hjemmeside, samt panelet for nogle interessante og vigtige diskussioner. Jeg mener ligesom jer at det er vigtigt at anvende materialer der belaster miljøet mindst muligt og jeg ved at hele bæredygtighedsdebatten er en kompleks størrelse, hvor der sjældent findes entydige og endegyldige svar. Det jeg kunne savne som supplement til denne udgave af paneldebatten er lidt mere faktuel viden omkring hvad træfiberbaserede tekstilers miljøpåvirkning og andre (miljø)forhold er (og potentielt kan blive i fremtiden) sammenlignet med tekstiler baseret på andre fibre. I den forbindelse undrede jeg mig bl.a. over at uld blev fremhævet som særlig miljøvenligt. Mig bekendt har uld eksempelvis et højere samlet CO2 aftryk i et livscyklusperspektiv end andre fibre – bl.a. fordi at fårene via deres fordøjelse udleder betydelige mængder drivhusgasser. Der kan selvfølgelig være andre positive sider ved uld. Det henleder til hvad jeg nævnte tidligere om at diskussionen om bæredygtighed er en kompleks størrelse. Af samme årsag mener jeg derfor at det er vigtigt at folk bliver oplyst om såvel positive og negative miljøaspekter så de kan træffe kvalificerede valg næste gang de står over for valget mellem det ene eller andet produkt.
    Jeg har selvfølgelig fuld forståelse for at der er begrænsninger for hvor vidt og bredt man kan komme omkring i en paneldebat, men håber at I vil tage min kommentar op til overvejelse.
    Mvh. Michael

    1. Morten Thorøe siger:

      Relevant spørgsmål, Michael.

      Skovsektoren har igennem mange år udviklet systemer til at kunne dokumentere bæredygtigheden af træprodukterne. Idag er store skovområder certificeret og der kan skaffes masser af fibre, med dokumentation for bæredygtigt skovdrift. Der skal selvfølgelig laves et udviklingsarbejde i forhold til den videre forarbejdning af træfibrene, men her må tekstil- og modebranchen på banen.
      Mvh
      Morten Thorøe,
      PEFC Danmark,
      http://www.pefc.dk

  5. Lene Dalsgaard siger:

    Ikeas trætekstiler rammer ikke mig som målgruppe. Jeg har holdt øje med dem i årevis og de har stadig ikke præsenteret mig for dynebetræk som passer min ekstra lange dyne 😟

SKRIV EN KOMMENTAR

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Felter markeret med * skal udfyldes.

Retningslinjer for kommentarer

TEMA: Træpanelet

Der bliver måske for alvor skruet op for produktionen af træ-baserede tekstiler.

Træ bliver til tøj

Tekstiler af træ kan erstatte både bomuld og syntetiske fibre.

Læs mere

Træ.dk på Facebook

Vi deler historier, foto og videoer af skov, træ og træprodukter.

Følg os på Facebook

Nyhedsbrev

Få gratis nyheder om træ og træprodukter direkte i din indbakke.

TRÆ.DK

Egebækvej 98
DK-2850 Nærum

  Tilmeld nyhedsbrev
TILMELD NYHEDSBREV

Modtag nyheder, viden og inspiration om træ fra Træ.dk.
Dine oplysninger vil kun blive brugt i forbindelse med Træ.dk’s nyhedsbrev.

×