Træpris til banebrydende arkitektur i træ
Træpris til banebrydende arkitektur i træ
Træprisen, som er en pris for nyskabende brug af træ, er i år blevet givet til Bjarke Ingels, Julien De Smedt og Peter Karpf for banebrydende arkitektur med fokus på træ. Træprisen uddeles hvert andet år af Træinformation.
Bjarke Ingels og Julien De Smedt
Med Træprisen anerkendes Bjarke Ingels og Julien De Smedt for deres banebrydende samarbejde og deres nyskabende koncepter.
– En at de væsentligste begrundelser for, at prisen går til Bjarke Ingels og Julien De Smedt, er, at de i deres samarbejde i fællesfirmaet PLOT skabte et gennembrud i dansk arkitektur. De satte en ny dagsorden med dét, som nogle kalder konceptarkitektur, og de har skabt nye former og kombinationer af træmaterialer. Der er tale om en organisk arkitektur, og de store linjer er et brud med forfinelsen og vanetænkningen, siger Bjarne Lund Johansen, direktør i Træinformation.
Bjarke Ingels og Julien De Smedt modtager Træprisen for skabelsen af ”Det Maritime Ungdomshus” ved Amager Strand og det opsigtsvækkende boligbyggeri ”Bjerget”, i Ørestad City
Figur 1 ”Det Maritime Ungdomshus” ved Amager Strand (Foto: Træinformation) |
Figur 2 Boligbyggeri ”Bjerget”, i Ørestad City (Foto: Træinformation) |
Peter Karpf
Peter Karpf hædres med Træprisen for et raffineret formsprog i et monolitisk univers. Det kommer blandt andet til udtryk i hans smukke, formpressede stole af finér, som foldes i flere retninger ud af ét stykke. Derved skaber han bløde, glidende overgange mellem fladerne og frembringer enkle møbler, der danner rum i sig selv.
– Han er næsten mere kendt i det store udland end i sit hjemland, når man ser bort fra en snæver fagkreds, men hans talent er umiskendeligt og på linje med Poul Kjærholm og Arne Jacobsen, skriver Træinformation.
Figur 3 Træprisen går til møbelarkitekt Peter Karpf, blandt andet for skabelsen af de smukke, formpressede stole af finér (Foto: Træinformation) |
Læs mere på www.traeinfo.dk