Træprodukter vinder Byggeriets Klimapriser
Et klimagulv og en kuldereducerende trappeløsning var blandt vinderne, da Brancheforeningen Danske Byggecentre uddelte Byggeriets Klimapriser i forbindelse med fagmessen, BYGGERI’18, i Fredericia.
Fredericia Kommunes borgmester, Jacob Bjerregaard, og Carsten With Thygesen, formand for Markedsmodningsfonden og næstformand i Realdania, overrakte tirsdag Byggeriets Klima-, Energi- og Miljøpris, samt Byggeriets Miljøpris – Særpris i forbindelse med BYGGERI’18.
Af de tre hæderspriser blev to givet til træprodukter.
Byggeriets Klimapris gik til Kronospan ApS for deres Novopan Klimagulv, der er en ny 25 mm sporet undergulvsplade med fræsede spor til 20 mm varmeslanger til vandbaseret gulvvarme.
Klimagulvet er det eneste undergulv til gulvvarme i Skandinavien, der har opnået Svanemærket primært på grund af, at de anvendte råvarer er CO2-neutrale og virksomhedens vægt på cirkulær økonomi i produktionen.
Mindst 70% af råvarerne til pladeproduktionen er genanvendt træaffald. De resterende 30% af råvarerne er bæredygtigt, certificeret træ fra danske skove.
Byggeriets Energipris blev givet til WOOD STEP A/S for deres trappeløsninger POLAR-STEP og POLAR TOPKARM, som reducerer problemer med kuldebroer og træk.
BYGGERI’18
BYGGERI’18 afholdes den 13.-16. marts i MESSE C i Fredericia. Messen har åbent dagligt fra kl. 09.30 – 17.00 med fri adgang for fagfolk mod registrering.
BYGGERI-messen har igennem årerne positioneret sig som Skandinaviens vigtigste fagmesse for byggevarer og havde ved seneste afholdelse i 2016 over 300 udstillere og 26.000 besøgende.
Bag BYGGERI-messen står Danske Byggecentre, der er brancheorganisation for landets førende byggecentre, trælaster og byggemarkeder.
Løsningen består af en topisoleret loftstrappe med 87 mm front samt toplem i tagrummet også med 87 mm front, hvilket har sikret en testet u-værdi på kun 0,37. Konstruktionen imødekommer de øgede tæthedskrav i BR2020, og træet er 100% certificeret.
Derudover gik Byggeriets Miljøpris til Kromponent, og sammen med Byggeriets Klimapriser blev der i år også uddelt Byggeriets Miljøpris – Særpris. Vinderen blev H+H Danmark, der har udviklet en montagelift, som har bidraget til et dokumenteret bedre arbejdsmiljø på byggepladsen.
Blandt de øvrige nominerede var træet også godt repræsenteret: Superwood A/S (afstandsliste), Hvidbjerg Vinduet A/S (træ/alu-vinduet ZelaLUX), STEICO SE (træfiberisolering) og BerryAlloc.
Fokus på energi- og miljømæssige egenskaber
Bag Byggeriets Klimapriser står Brancheforeningen Danske Byggecentre. Med de tre hæderspriser og årets særpris ønsker foreningen at sætte fokus på og fremme udviklingen af byggevarer med bedre energi- og miljømæssige egenskaber.
”Danske virksomheder har sat fart på innovationen inden for grønne og bæredygtige byggevarer, løsninger og miljøstrategier. Det er femte gang, at vi uddeler Byggeriets Klimapriser, og mængden af ny teknologi og idéer har aldrig været større blandt de nominerede og messens mange udstillere. Specielt inden for cirkulær økonomi og energibesparende materialer oplever vi i år en opblomstring, så der gode udsigter til et endnu grønnere og mere bæredygtigt dansk byggeri,” siger Palle Thomsen, adm. direktør i Brancheforeningen Danske Byggecentre, som er arrangør af BYGGERI’18.
Byggeriets Klimaprisers Nomineringskomité
Nomineringskomitéen for Byggeriets Klimapriser består af repræsentanter fra samtlige af byggeriets parter. Komitéen udpeger vinderne af de tre Klimapriser og Byggeriets Miljøpris – Særpris.
- Dansk Byggeri, direktør Lars Storr-Hansen
- SMVdanmark – det nye Håndværksråd, adm. direktør Ane Buch
- Bygherreforeningen, direktør Henrik L. Bang
- Akademisk Arkitektforening, konstitueret direktør Annette Blegvad
- Danske Arkitektvirksomheder, direktør Lene Espersen
- Konstruktørforeningen, sekretariatsleder Kim Benzon Knudsen
- F.R.I, direktør Henrik Garver
- Grundejernes Investeringsfond, udviklingschef Søren Meyer
- Dansk Indeklima Mærkning, Thomas Witterseh
- PEFC, generalsekretær Morten Thorøe
- SBI – Statens Byggeforskningsinstitut, direktør Thorkild Ærø
- DI Byg, branchedirektør Elly Kjems Hove
- Danske Byggecentre, adm. direktør Palle Thomsen
Modtag gratis nyt om træ:
-
Modtag Træ.dks nyhedsbrev
Få nyheder om træ og andet interessant trænyt direkte i din indbakke.
-
Følg Træ.dk på Facebook
Vi deler nyheder og viden om træ, træprodukter og meget andet trænyt.
-
Følg Træ.dk på Instagram
Vi deler billeder og hygger med quizzer. #trædk