Træsatellit sendt ud i rummet

0

Den japanske satellit LignoSat, der er lavet af træ, er nu sendt af sted mod den internationale rumstation for snart at begynde sit kredsløb 400 km over jordens overflade.

Af

5. november 2024 var af flere årsager en betydningsfuld dag. Både på planeten jorden, hvor et vigtigt præsidentvalg fandt sted, men også på den anden side af atmosfæren.

Det var nemlig dagen, hvor den japanske miniput-satellit LignoSat, der – som navnet antyder – er lavet af træ, blev sendt af sted på sin længe ventede rumfart.

Magnolia klarer sig bedst

Siden vi tilbage i 2021 første gang skrev om den lille træsatellit, har den japanske skovvirksomhed Sumitomo Forestry og et forskerteam på Kyoto University med den tidligere astronaut Takao Doi i spidsen arbejdet med at finde ud af, hvilken slags træ der var mest egnet til projektet, og hvordan den kaffekopstore satellit klarede sig i en række forskellige test.

Forsøgene endte med at vise, at magnoliatræet honoki, ​​der er hjemmehørende i Japan og gerne bliver brugt til sværdskeder, er mest velegnet til rumfartøjer. Der bruges en traditionel japansk håndværksteknik uden skruer eller lim.

De første test af LignoSat blev udført i laboratorier, som efterlignede forholdene i rummet. Træprøverne viste ingen tegn på hverken nedbrydning eller anden beskadigelse, og heller ingen målbare ændringer i massen.

I 2021 blev træprøverne så sendt ud til rumstationen ISS i næsten et år for at få testet materialets modstandsdygtighed i virkelige rammer. Igen var resultatet en succes, hvilket især skyldes det faktum, at der ikke er ilt i rummet, som kan få træet til at brænde, og ingen levende organismer, der kan få det til at rådne.

Ingen skadelige stoffer

Efter et pitstop på den internationale rumstation vil LignoSat blive sendt i kredsløb i seks måneder, med elektroniske komponenter ombord der måler, hvordan træ tåler det ekstreme miljø i rummet – blandt andet den udfordring, at temperaturerne svinger fra -100 til 100 grader Celsius hvert 45. minut, når mørket bliver afløst af sollys.

LignoSat vil også måle træs evne til at reducere påvirkningen af ​​rumstråling på halvledere [materiale eller komponent med en elektrisk ledningsevne der ligger mellem en leders og en isolators. Ordnet.dk, red.], så træ fremover måske kan spille en større rolle i datacentre.

Efter de seks måneder skal satellitten retur, og forventningen er, at LignoSat på sin vej gennem atmosfæren vil brænde op, helt uden at frigive skadelige stoffer eller efterlade rumskrald, som konventionelle metalsatellitter gør.

Om mennesket på et tidspunkt kommer til at indtage andre planeter og leve der, ved vi ikke, men med opsendelsen af LignoSat bliver vi forhåbentlig snart en lille smule klogere på, om træ kan være en del af vores extra-planetære udfoldelser.

”Med træ – et materiale vi selv kan producere – vil vi være i stand til at bygge huse, bo og arbejde i rummet for evigt,” mener i hvert fald Takao Doi.

Kilde: Reuters

 

 

 

Modtag gratis nyt om træ:

SKRIV EN KOMMENTAR

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Felter markeret med * skal udfyldes.

Træ.dk på Facebook

Vi deler historier, foto og videoer af skov, træ og træprodukter.

Nyhedsbrev

Få gratis nyheder om træ og træprodukter direkte i din indbakke.

Tilmeld nyhedsbrev

TRÆ.DK

Egebækvej 98
DK-2850 Nærum