Verdens ældste træer var også de mest komplekse
Ny forskning viser, at de første træer, der voksede på jorden, både havde en bemærkelsesværdig opbygning og en særegen vækstmekanisme.
Fossiler fra en 374 mio. år gammel træstamme i Kina viser et indre vedvæv, der er langt mere kompliceret end det, man ser i nutidens træer. Vedvævet (xylemet) består ganske vist af små, tynde rør-lignende og forbundne vedkar, der transporterer vand og næring fra træets rødder til dets grene og blade.
Det gør det også i moderne træer, men så hører ligheden også op.
For hvor vedvævet i de fleste nutidige træer former en enkelt cylinder, hvor ny vækst ses som årringe, har en gruppe træforskere med de nyopdagede fossiler, fundet, at de første træer på jorden, som kaldes cladoxylopsida, havde deres vedvæv fordelt som grupper af tynde rør i de yderste 5 cm af træstrammen, mens midten af stammen var helt hul.
Forskerne har også fundet, at disse rør dannede basis for træets vækst, og i stedet for at danne én årring under barken hvert år, dannede hvert af de hundredvis af individuelle rør deres egne årringe, som en stor gruppe mini-træer inde i træet.
Kollaps skabte vækst
Når rørene voksede, og mængden af blødt væv mellem dem blev større, blev træstammens diameter større. Forbindelsen mellem hvert rør blev så splittet på en besynderligt kontrolleret og selv-reparerende måde, for at gøre plads til væksten.
Ved træets fod skete der også en pudsig ting – når træstammens diameter blev større, rullede de træ-agtige rør ud fra siden af stammen og dannede den flade base, som er kendetegnende for cladoxylopsida.
“Jeg kender ikke til noget andet træ, der i jordens historie, nogensinde har gjort noget så kompliceret som dette. Træet rev sit skelet fra hinanden og kollapsede under sin egen vægt samtidig med at det forblev i live og voksede opad og udad for at blive den mest dominerende plante dengang” siger Chris Berry, der er lektor ved Cardiff University og en af træforskerne bag opdagelsen.
Han har forsket i cladoxylopsida i næsten 30 år, hvor han blandt andet har hjulpet med at udgrave den mytiske fossil-skov i Gilboa i New York, hvor der voksede cladoxylopsida-træer for over 385 mio. år siden. På trods af sin store erfaring, blev Chris Berry alligevel forbløffet, da en kollega udgravede et enormt, velbevaret fossil af en cladoxylopsida-træstamme i Xinjiang i det nordvestlige Kina.
“Ved at undersøge disse ekstremt sjældne fossiler, har vi fået en hidtil uset indsigt i anatomien af vores tidligste træer og deres komplekse vækstmekanisme”, fortæller Chris Berry, “det rejser et provokerende spørgsmål: hvorfor er de ældste træer de mest komplicerede?”.
Se Chris Berry fortælle om det fantastiske fund i videoen nedenfor.
Kilde: Cardiff University.
Læs mere:
Modtag gratis nyt om træ:
-
Modtag Træ.dks nyhedsbrev
Få nyheder om træ og andet interessant trænyt direkte i din indbakke.
-
Følg Træ.dk på Facebook
Vi deler nyheder og viden om træ, træprodukter og meget andet trænyt.
-
Følg Træ.dk på Instagram
Vi deler billeder og hygger med quizzer. #trædk