“Vi skal gøre op med tanken om, at bæredygtige byggerier skal se bæredygtige ud”
Seks skarpe om træ til...
…arkitekt, kreativ direktør og indehaver Jonas Sangberg fra tegnestuen Sangberg.
1. Hvad forbinder du med træ?
Umiddelbart det indvendige af et fyrretræssommerhus fra 70’erne. Og det er måske det, som er udfordringen: At træ på mange måder har et traditionelt og tilbageskuende vikingeagtigt fjeldstue-image. Og det er præcis noget af det, jeg hver dag forsøger at ændre.
2. Hvad er dit bedste minde med træ?
Et af mine bedste træ-minder stammer fra mine fritidshjemsdage, hvor jeg for alvor opdagede, hvad træ kan bruges til. Fritidshjemmet anskaffede nogle savede træplanker og stolper, udstyrede os med hammer og søm, og så kunne vi ellers bare gå i gang med at bygge. At opdage hvordan man med så enkle midler i en alder af 9-10 år kan bygge en konstruktion i to etager, som bliver stående, var en fantastisk oplevelse.
Det er lige præcis det, som er en af kvaliteterne med træ: At man med enkle værktøjer kan skabe noget, som har kvalitet. Jeg tænker, at det er startskuddet til min fascination af træ som byggemateriale.
3. Hvorfor kan du godt lide træ?
Præcisionen er en af de ting, der virkelig fascinerer mig ved træ som byggemateriale. Derudover er jeg også imponeret over, hvor let det er at håndtere træ. Med hammer og skruemaskine kan du sætte et par stykker træ sammen til en stærk og bæredygtig struktur, der stort set kan tilpasses ethvert behov.
Derudover er der i sagens natur alle de miljømæssige fordele ved at anvende mere træ i byggeriet, så vi bevæger os hen imod en mere fossilfri byggebranche, hvilket er en af de centrale brikker, vi skal anvende for at imødekomme klimaudfordringerne.
4. Hvad er den største udfordring ved at øge brugen af træ?
I Danmark er det mere end 200-300 år siden, at man i stor skala anvendte træ som byggemateriale, hvilket blandt andet skyldes, at der i lang tid ikke har været nok træ i Danmark. Så det er i høj grad et spørgsmål om kultur og vaner i byggeriet, der skal vendes, så træ atter bliver et udbredt byggemateriale.
Jeg synes, at der for tiden er ved at opstå en særlig trææstetik i vores branche, hvor et træhus skal se ud på en særlig måde, og hvor det er vigtigt, at der også er træ på tag og facader, før det er et rigtigt træhus. Ligesom med alle andre materialer er træ godt til nogle ting og knap så godt til andre.
I forlængelse af dette, mener jeg, at man skal gøre op med tanken om, at bæredygtige byggerier skal se bæredygtige ud.
5. Har træ og træprodukter en fremtid?
Ja, men det kræver, at vi tør tænke nyt. Jeg ved ikke, om byggebranchen stadig befinder sig i den første eller anden industrialisering, men måden, vi i dag bygger på, er ret kaotisk. Især i betragtning af, at resten af samfundet taler om en fjerde industrialisering. Reelt set bygger vi en prototype, hver gang vi bygger et hus. Det giver et højt ressourceforbrug og resulterer også i mange fejl.
Hvis man kigger på bilbranchen, så ser biler forskellige ud, men rigtig meget er bygget på den samme platform. Vi bør gøre det samme i byggeriet, og jo mere man kan samle i forvejen, des flere fejl kan man minimere, og jo mere bæredygtigt kan vi bygge. Og med de nye byggesystemer kan man bygge et hus
på få dage, uden at folk går rundt på byggepladsen og falder over hinanden.
Så ja, jeg ser et kæmpe potentiale i træ som en integreret del af fremtidens byggeri.
6. Kan træ bidrage positivt til klimaet?
Med tanke på, at byggeriet står for cirka 40 % af samfundets energiforbrug, 35 % af materialeforbruget og 30 % af affaldsproduktionen, er det oplagt at fokusere på byggeriet i bestræbelserne for at mindske energiforbruget, sikre klimaet og indfri ambitionerne om et CO2-neutralt samfund.
Træ er et af de mest klimavenlige materialer, man kan bygge med, og øget anvendelse af træ i byggeriet er et skridt på vejen mod en mindre fossilafhængig byggebranche. Kontrolleret, bæredygtig skovdrift optager mere C02 end en tilsvarende naturskov, og det er ikke kun i produktionen, at træ har en positiv indflydelse på byggeriets nedsatte CO2-forbrug.
Men samtidig vil vi også skabe nogle meget store udfordringer, hvis vi fra i morgen kunne bygge huse i træ i hele verden. Ligeså vel som at vores CO2-udledning for tiden er så stor, at selv hvis vi plantede hele planeten til med skov, så ville det ikke kunne opsuge vores udledning.
Jeg tror, at det er vigtigt at se træbyggeri som én vej blandt mange for at nå et fossilfrit samfund. Det er ikke enten eller. Men træ spiller bestemt en rolle, for alle løsninger skal i brug nu.
Træ.dk stiller i en artikelserie seks skarpe spørgsmål til mennesker, der har en passion for træ. Kunne du tænke dig at medvirke, eller har du et godt bud på en interessant træmand m/k, så skriv til redaktionen på info@trae.dk.
Læs mere:
Modtag gratis nyt om træ:
-
Modtag Træ.dks nyhedsbrev
Få nyheder om træ og andet interessant trænyt direkte i din indbakke.
-
Følg Træ.dk på Facebook
Vi deler nyheder og viden om træ, træprodukter og meget andet trænyt.
-
Følg Træ.dk på Instagram
Vi deler billeder og hygger med quizzer. #trædk
-
Følg Træ.dk på LinkedIn
Networking og brancherelevante nyheder.
-
Følg Træ.dk på Twitter
Få nyhederne med det samme.
-
Følg Træ.dk på Pinterest
Lad dig inspirere af vores opslagstavler.