“Vi vinder ikke klimakampen uden skove og træer”
Seks skarpe om træ til...
…Maria Reumert Gjerding, præsident i Danmarks Naturfredningsforening
Danmarks Naturfredningsforening er Danmarks største grønne organisation med 130.000 medlemmer og over 1.500 frivillige. Danmarks Naturfredningsforening er, på trods af navnet, meget mere end naturfredninger – for eksempel er foreningens første kampagne mod affald i naturen fra 1918. I dag arbejder Danmarks Naturfredningsforening overordnet set for mere og rigere natur, et rent og sundt miljø og en bæredygtig fremtid.
(Kilde: DN.dk)
1. Hvorfor kan du godt lide træ?
Der er ikke noget smukkere end et fantastisk gammelt egetræ, hvadenten det er den ranke flådeeg, eller et kroget, furet egetræ der minder os om det gamlebondesamfund. Træer fortæller historier. Med de dybe furer i barken og de tykke solide grene rækker de tilbage i historien til det slidsomme liv på landet. Til Frederik VI, Slaget på Reden og den efterfølgende oprettelse af fredskov, der også fortæller om historien om, at man dengang turde træffe afgørelser, der rakte 200 år frem i tiden.
Træer er årstidsbebudere – de afblæser vinteren med densartgrønne forårsbøg og efterårets komme med den gule og orange efterårs-eg.
De er rige på liv. I barken er der leve- og gemmesteder til tusindvis af insekter, og de trækker fugle som mejser, træløbere og fuglekonger til. Ugler og flagermus, havørn, rød glente og sort stork har også træer som hjem. Og når træer dør, opstår nyt liv. Mange, mange arter er så dybt afhængige af hendøende træer for deres overlevelse og fortsatte eksistens i Danmark.
Træ er en fornybar ressource, der har en række iboende kvaliteter. Træer giver os byggematerialer, naturoplevelser, biodiversitet, klima. Træ kan holde byerne kølige om sommeren, og intet er mere afslappende end at gå eller sidde under et træ.
2. Hvordan ser du på træs rolle i et klimaperspektiv?
Træer er vores stærke, og fuldstændig afgørende, allierede i klimakampen. Vi skal have langt mere urørt skov der kan optage CO2 i flere hundrede år, vi skal have langt mere ny skov på tidligere landbrugsjord, og så skal vi have produktionsskov, fordi træ skal erstatte andre, klimaskadelige materialer som stål og beton, fx i byggeri og møbler. Så vi vinder ikke klimakampen uden skove og træer – det er helt sikkert.
3. Hvilke misforståelser om træ støder du oftest på?
At træer er en nærmest ubegrænset ressource, vi kan bruge direkte som biomasse i fjernvarmeforsyningen i enorme mængder. Biomasse skal udfases af vores energisystem, og det kan kun gå for langsomt.
4. Hvad ville du ønske, politikerne forstod om træ? Og alle os andre?
At gamle, hullede, halv- eller heldøde træer er helt nødvendige for skovens mange truede arter. At afbrækkede grene og væltede stammer ikke er ”rod” i skoven, men derimod værdifulde levesteder for arter vi deler denne verden med, og som er truet af udryddelse. At træ er et høj-værdimateriale, der skal erstatte andre materialer som stål, beton og fossil plastik og er alt, alt for værdifuldt til at blive brændt af.
5. Hvad er den største udfordring ved at øge brugen af træ?
Øget brug af træ har allerede ført til, at vi ikke tager det fornødne hensyn til biodiversiteten. Det skal vi gøre langt bedre fremover. Vi skal forstå den kæmpe værdi af urørt skov, og hvorfor vi skal have langt mere af den. Både af hensyn til klima og biodiversitet.
6. Hvordan skal vi prioritere mellem anvendelsen af træ og biodiversitet i den grønne omstilling?
Vi skal anerkende, at skov kan mange ting, men ikke nødvendigvis på samme sted. Så vi skal allokere plads i skovene til vild biodiversitet – vi siger 20 procent af skovarealet skal stå urørt – og her skal træerne eksistere på naturens præmisser uden nogen form for tømmerproduktion.
Træ.dk stiller i en artikelserie seks skarpe spørgsmål til mennesker, der har en passion for træ. Kunne du tænke dig at medvirke, eller har du et godt bud på en interessant træmand m/k, så skriv til redaktionen på info@trae.dk.
Læs mere:
Modtag gratis nyt om træ:
-
Modtag Træ.dks nyhedsbrev
Få nyheder om træ og andet interessant trænyt direkte i din indbakke.
-
Følg Træ.dk på Facebook
Vi deler nyheder og viden om træ, træprodukter og meget andet trænyt.
-
Følg Træ.dk på Instagram
Vi deler billeder og hygger med quizzer. #trædk
-
Følg Træ.dk på LinkedIn
Networking og brancherelevante nyheder.
-
Følg Træ.dk på Twitter
Få nyhederne med det samme.
-
Følg Træ.dk på Pinterest
Lad dig inspirere af vores opslagstavler.
En kommentar
Træer bliver fældet for at give plads til 5G. Det foregår overalt i verden, også i Danmark, men Danmarks Naturfredningsforening anerkender ikke stråling som værende skyld i den voldsomme tilbagegang for Danmarks natur. De kender godt materialet, jeg har selv været med til at oplyse dem. Jeg vil ikke støtte DN før de ændrer holdning.