Fra barndommens savsmuld til biobaseret byggeri
En arkitekts rejse tilbage til træet
Artiklen er første del af en artikelserie, der løbende bliver udgivet. Find alle afsnit nederst i artiklen.
Jeg plejer at sige, at jeg blev født med savsmuld i munden.
Min far var tømrer, og fra jeg var helt lille, var jeg omgivet af træ, håndværk og den helt særlige duft af et værksted i fuld gang. Mit barndomshjem stod nærmest altid midt i et projekt: Tilbygning, nyt tag, udestue, nye vinduer, plankeværk. Der var altid noget i forandring og altid noget i træ.
Som barn blev jeg tidligt en slags “hold-ved-montør”. Jeg stod ved siden af min far, rakte værktøj videre, stillede spørgsmål og forsøgte at følge med i, hvordan et hus kunne tage form mellem hænderne på en dygtig håndværker. I skoleferierne kom jeg nogle gange med på andre projekter, når mine forældre arbejdede.
Et univers af træ
Min fars værksted var et mødested, et univers af maskiner, materialer og kreativitet. Her blev der skabt alt fra vinduer og døre til møbler og reparationer. Lyden af maskinerne, lugten af frisk skåret træ og synet af savsmuld på gulvet kan jeg stadig huske, som var det i går. Jeg kunne bruge timer på bare at se materialerne blive til noget nyt, noget brugbart, noget smukt.
Hjemme var mit legetøj ofte træklodser, og de blev som oftest til huse. Måske ikke så overraskende.
Senere i mit liv fulgte værkstedet mig igen, da jeg begyndte på arkitektskolen. Her stod min far og hans værksted klar, når jeg havde brug for plads, værktøj, råd og rester af træ til mine modeller. Det blev et kreativt værksted i dobbelt forstand, både for ham og mig.
Respekt for håndværket
Den tidlige fascination af træ og forståelsen af, hvad materialet kan, har uden tvivl været med til at forme mit valg om at blive arkitekt. Og den påvirker stadig min tilgang til byggeriet i dag.
Jeg foretrækker at arbejde med træ og andre biobaserede materialer, fordi de er levende, fleksible og sunde, men også fordi de føles naturlige for mig. Jeg har kendt dem, leget med dem og lært at respektere dem siden barndommen.
Samtidig lærte jeg tidligt en dyb respekt for håndværket og for håndværkerne. For deres faglighed, tempo, præcision og viden.
I dag, midt i den grønne omstilling, er den indsigt vigtigere end nogensinde.
Biobaseret byggeri er en nødvendighed
Vi har brug for at bringe håndværket tilbage i byggeriet, men ikke som fortidens romantik, men som fremtidens nødvendighed. Biobaseret byggeri kræver faglighed, samarbejde og forståelse for materialerne. Det kræver, at vi bygger med hovedet, hænderne og hjertet.
For mig er træ stadig et trygt materiale. Jeg kender det fra naturen, jeg kender det fra min barndom, og jeg kender det fra min fars hænder.
At arbejde med træ er derfor ikke bare et fagligt valg, men det er også et personligt et. Et valg, der rækker tilbage til værkstedet, til duften af savsmuld og til de første små træklodshuse, jeg byggede som barn.
Afsnit 1: Fra barndommens savsmuld til biobaseret byggeri
Afsnit 2: Japan genåbnede træets muligheder for mig
Afsnit 3: Gamle håndværkstraditioner vil igen forme fremtidens byggeri
Afsnit 4: Når naturen flytter ind
Afsnit 5: Hvad Wabi-Sabi kan lære os om træ og byggeri
Afsnit 6: Naturlig ro i skoven – og i vores bygninger
Afsnit 7: Godt håndværk og naturlige materialer har værdi i sig selv
Jens Martin Suzuki-Højrup
Jens Martin Suzuki-Højrup er arkitekt hos tegnestuen Det Levende Hus. Han har arbejdet i over fire år som arkitekt i Japan, hvor han stiftede bekendtskab med de klassiske biobaserede byggemetoder.
Profil
