Tags: ,

Guide: Vælg den rigtige træart til dit plankebord

4

Træ.dk’s nye blogger Pernille Hansen hjælper dig med at finde frem til, præcis hvilken slags træ du helst vil have til dit plankebord.

Af -

Spisebordet er mange familiers centrum og er stedet, hvor dagens store og små samtaler finder sted. Når du skal vælge en træart til dit nye plankebord, er der mange ting, som kan spille ind.

I bund og grund kan alle træarter benyttes – men visse træarter egner sig bedre til opgaven som bordplade end andre. Især træets hårdhed påvirker, hvorvidt bordet egner sig. Træets farve har stor indvirkning på det endelige udtryk, men da man i de fleste tilfælde kan give træet en anden farve ved hjælp af olie og lak, bør farven aldrig være afgørende for dit valg.

Stærke bordben er altid at foretrække, uanset hvilken type af bordplade du har. Dog er det særligt vigtigt med solide bordben til et plankebord, da de skal kunne klare de store plankers tyngde.

Eg

Egetræ er den mest valgte trætype til plankeborde. Det er en stærk trætype med en høj holdbarhed. Derfor er eg også naturligt velegnet og ofte brugt til møbler både indendørs og udendørs. Friskskovet egetræ vil have et grågult udseende, som ved lyspåvirkning ændres til en mere brunlig kulør. Strukturen og kuløren i egetræ er ofte livlig og dekorativ. Dette giver træets færdige planker en tydelig og smuk årestruktur, der kan fremhæves yderligere med den rette olie.

Eg er en relativ hård og tung træart. Derfor vil du også opleve, at et spisebord lavet med massive egeplanker er meget tungt. Middelvægten for ovntørret egetræ er ca. 670 kg/m3. Som nævnt er træet stærkt, det svinder ikke meget ved tørring, og vigtigst af alt, så er egetræ holdbart.

Behandler du dine planker godt og plejer bordet efter anvisningerne, så er du sikret et spisebord til mange generationer. Kommer der et lille mærke i de massive planker, er det muligt at pudse bordet ned og tilføje et nyt lag olie. Så står plankerne som nye.

Lyst plankebord i massiv egetræ. Foto: Naturplank.dk

Fyr

Fyrarterne omfatter mere end 90 arter, og i Danmark er det skovfyr, som er den hjemmehørende træart. Hos fyr ses en tydelig farveforskel i stammens indre kerne og den ydre stammedel. Kernen har et blegt og rødbrunt udseende, mens den ydre splint fremstår mere hvidgullig. Det rødlige islæt giver en smuk og varm glød til træet. Et karakteristika for fyrretræ er de tydelige årringe, som giver fyrretræsplanker et smukt og naturligt spil.

Sammenlignet med eg har fyr en forholdsvis lav hårdhed i træet, og er derfor ikke ligeså modstandsdygtig over for mærker og ridser i træet. At fyrretræ er blødere, gør dog også plankerne lettere at bearbejde med hånd- og maskinværktøj. Fyrretræsplanker er derfor også nemmere og hurtigere at nedslibe, så mærker og eventuelle ridser fjernes. Træet overfladebehandles let, så det opnår optimal beskyttelse og bliver modstandsdygtigt over for snavs og vand. Middelvægten for ovntørret fyr er ca. 490 kg/m3.

Plankebord i brun fyr. Foto: Naturplank.dk

Valnød

Valnød er en eftertragtet trætype inden for møbler og planker. Træet har en smuk mørkebrun kerne og er oftest ligeåret med en tydelig og smuk årestruktur. Dette giver alle valnøddeplanker et spændende og særegent udtryk, der gør dit bord helt specielt. Trætypens dybe glans vil med alderen få mere styrke og fremhæve de kraftige årringe yderligere.

Valnøddetræ er let at bearbejde. De slidstærke planker er tunge og hårde, og kan med den rette behandling få et enestående finish. Middelvægten for valnød er ca. 560 kg/m3. Træets smukke udseende og farve har særligt gjort den eftertragtet og værdifuld for møbelindustrien.

Plankebord i valnød. Foto: Naturplank.dk

Ask

Ask er et af Danmarks naturligt forekommende træer og er derfor et helt almindeligt skovtræ i den danske natur. Det er en tung og hård træart, som med fordel kan bruges til møbler, gulve og legetøj.

Ask har en gennemgående gullighvid kulør. Hos nogle gamle træer ses det dog, at kernen får en mere brunlig til sortbrun eller olivenfarvet falsk farve, som kaldes brunkerne. Brunkerne har kun betydning for træets udseende og påvirker ikke træets styrke.

Der er desuden en kulørforskel mellem vår- og høstveddet, som giver tydelige årringe. Asketræ har derfor et livligt og dekorativt udseende, og plankerne får derfor et naturligt mønster med flotte kontraster i årerne. Et plankebord i ask er derfor særligt til dig, som elsker naturens mønstre.

Ask er en relativt tung og hård træart med gode mekaniske egenskaber, der gør den yderst anvendelig i mange henseender. Dens middelvægt er ca. 650 kg/m3 og ligger sig derfor tæt op ad eg. Træartens hårdhed gør, at det – ligesom eg – kan stå imod dagligdagens snavs og brug.

Bøg

Bøgetræet er i Danmark en hjemmehørende skyggetræsart. Når det fældes, vil træet have en lys gullig kulør, som ved tørring og eksponering af lys bliver mere rødbrun. Hos bøgen er der ikke tydelig forskel på vår- og høstved. Derfor er årringene ikke lette at se, og træets struktur fremstår mere ensartet end tidligere nævnte træarter. Bøgens planker kan kendes på de mørkebrune, kommaformede striber, som er marvstrålernes udløb.

Bøg er en træsort, som ofte bruges i møbelindustrien, hvor træets gode styrkeegenskaber kan udnyttes. Til udendørs brug vil bøgen aldrig være det foretrukne valg, grundet træsortens ringe holdbarhed i udemiljø uden imprægnering.

Bøg er en relativt hård træart, og er den stærkeste danske træsort. På trods af den hårdhed kan overfladen blive næsten hornagtig glat og egner sig godt til drejearbejde. Træet er tungt og har en middelvægt på 680 kg/m3 for ovntørret bøg.

2

Pernille Hansen

Pernille hjælper til dagligt med kommunikation for møbelværkstedet Naturplank, hvor hun elsker at kunne vejlede og rådgive folk med ny viden om alt fra møbelpleje til valg af planker.

Profil

4 kommentarer

  1. Flemming Keldebæk siger:

    Hej Pernille.
    Jeg savner, at du skriver noget om, hvor tørt træet skal være.
    Møbeltørt: 6-8 %.
    Endvidere får man noget roligere træ, hvis det har været undertørret.
    Du bør også skrive, at der altid er en risiko for at brede planker slår sig og revner uanset, hvad man gør med tørring og fastskruning til stel m.v.

  2. Pernille Hansen siger:

    Hej Flemming
    Tusind tak for dine input. Jeg vil helt sikkert i tankerne til fremtidige indlæg at gå mere i dybden med træets tørhedsniveau – hvor 6-8% ganske rigtig er det foretrukne til bl.a. plankeborde.

    Det sidste du nævner, var umiddelbart ikke fokuspunktet for dette indlæg, som derimod var træarternes forskellige karakteristika. Dog har du helt ret, og selv med en korrekt tørring af de massive planker vil træet blive påvirket af temperatur og luftfugtighed i sine omgivelser. Derfor kan jeg anbefale, at man placerer sit bord et sted, hvor både temperaturen og luftfugtigheden er relativ fast og ikke svinger.

  3. Torkel Stentorp siger:

    Hejsa det er uskik At moderne planke bore er planker med mellemrum til at samle al skidtet og med metal ben som ødelækker helhedsindtrykket og sjælen i boret er væk, men der er jo nok kunder til dem .
    Beklager mine konservative bølger Mvh Den gamle tømrer Torkel

  4. Kurt Nielsen-Dharmaratne siger:

    Om træsort til plankeborde: Prøv at tjekke Mara, hvis du vil have meget store monolitiske planker, som ikke revner eller bliver vindskæve.
    http://www.marabydharma.com

SKRIV EN KOMMENTAR

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Felter markeret med * skal udfyldes.

Retningslinjer for kommentarer

Alle blogindlæg fra Pernille Hansen

Tips til vedligeholdelse og pleje af dit plankebord

Når du skal vedligeholde dit plankebord, er det vigtigt at vide, hvilket type plankebord du har, og om det er blevet overfladebehandlet før.

Guide: Vælg den rigtige træart til dit plankebord

Træ.dk’s nye blogger Pernille Hansen hjælper dig med at finde frem til, præcis hvilken slags træ du helst vil have til dit plankebord.

Se flere

TRÆ.DK

Egebækvej 98
DK-2850 Nærum

  Tilmeld nyhedsbrev
TILMELD NYHEDSBREV

Modtag nyheder, viden og inspiration om træ fra Træ.dk.
Dine oplysninger vil kun blive brugt i forbindelse med Træ.dk’s nyhedsbrev.

×